Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Tryllespillet »Reinald Underbarnet« (1815) - Ingemanns
ejendommeligste Ungdomsarbejde - faaer Digterens sværmeriske
Supranaturalisme ofte et skjønt, stundom et sublimt, men til
andre Tider atter et noget barokt Udtryk, som naar Skabningens
Længsel efter Frigjørelse og Anelse om en højere Tilværelse
bl. A. anskueliggjøres ved Fiskenes Lede ved deres naturlige
Liv i Vandet og deres spekulative Pythagoræisme:
Mon vi ej histoppe gik,
ak! for længe siden?
Ingemann er i denne Periode af sin Digtning i
fuldeste Maal Adept af den romantiske Skole - men
af Skolen i dens Udartning, da den, med Opgivelse
af flere oprindelige Principer, gjorde sig til et
blødtklingende, søvndyssende, livdøvende Instrument
for den aandelige Slaphed, der efter Europas mange
haarde Krigsaar affødte den politiske Reaktion og
i religieus Henseende katholiserende Tendenser. Af
Naturen blid og sværmerisk - »hvid som Sne«, saa at
Oehlenschläger selv i sin Dekadence staaer ved Siden
af ham som »luerød« blussende - vugger han sig helst i
den vage Stemning som i en blød Dyne, gjennem hvilken
Blæsten ude fra selve Livet ikke kan trænge ind til
hans zarte Digterkonstitution. Med fin poetisk Sands
søger han bestandig bag Fænomenerne deres symbolske
Sammenhæng med en supranaturalistisk Verden, og
er hans Tydning end ofte dunkel og overspændt,
har han dog ligesaa hyppigt et smeltende skjønt
Udtryk til Raadighed for sin Billedtolkning. Men
for selve Fænomenerne i deres reale Existens, for
Virkelighedssiden af Livet, har han ingen Interesse
og intet Blik; endog hvor han, som i det ellers i mange
Henseender saa betagende Eventyr »De Underjordiske«
(1817), bevæger sig paa lokal Grund og i en historisk
Tid, er Skildringen af Menneskenes Færd udstyret saa
fantastisk, at den ikke ligner nogen Virkelighed paa
noget Sted til nogen Tid. End værre gik det, naar
Ingemann lod sin Fantasi suge Næring af romantiske
Udvæxter som Spiess’s Røverhistorier (hvilket er
Tilfældet med den gysenvækkende Tragedie
»Løveridderen«) eller sin Følelse udvandes af
Lafontainesk Sødlighed (somi »Varner« og »Blanca«).
Reaktionen mod dette Føleri og Fantasteri udeblev ikke. Den
kom tilorde i P. HJORTS Kritik, i NIC. SØTOFTS satiriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
