Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fejdens sidste og bitreste Afsnit 1817-1820
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tegningen saaledes i »Bagg. og Oehl.« VII., S. 149:
»Den af Avind fremskyndede Mand foran Bordet med
Sfinxfiguren som Hatteblok der har trukket ud og er
ifærd med at slynge Blækhuset mod Antagonisten, er
ved en stor Snustobaksdaase i Vestelommen yderligere
karakteriseret som Gaadesangeren og Polemikeren
Baggesen, medens Modstanderen foran Bordet med
Minervas Ugle paa, der har Hovmod til sin Bistand,
naturligvis er møntet paa Universitetsprofessoren,
Digteren med den stærke Selvfølelse, Oehlenschläger.
Kæmpernes dobbelte Øjenglas sigte aabenbart til
Iveren efter at udspejde hinandens svage Sider.«
Der er imidlertid mere Rimelighed for - hvad ogsaa
Digteren Chr. K.F. Molbech har bekræftet for
nærværende Værks Forfatter - at denne sidste Figur
skal forestille Chr. Molbech, som bar slige store
Briller. Uglen sigter da til hans Maanedsskrift
»Athene«. Kampen foregaaer foran Filosofiens
lemlæstede Billedstøtte, der i Haanden har Bidslet,
hvormed den holder Lidenskaberne i Tømme, og under
Armen Soldet, hvorigjennem Sandheden sigtes.
Stridens Kjærnepunkt: at Oehlenschläger siden
Ungdomsdigtningen havde været i jevn Dalen og nu til
sine Tider sank ned til Ydelser, som det var Pligt
mod Sproget, Smagen og den fordums store Digter selv
at protestere imod - dette Kjærnepunkt enten vilde
eller kunde Baggesens Modstandere ikke faae Øje
paa; de betragtede hans Kritik som en Blasfemi mod
Danmarks største Aand, fra hvem der kun kunde udgaa
poetisk-hellige Aabenbaringer. Man kan derfor tænke
sig, med hvilken Glæde Baggesen hilste en Kampfælle,
der uventet sluttede sig til hans lille Skare (J.C.
Lindberg, Th. G. Repp, J.J. Dampe) og med den
aandelige Myndigheds Ret stillede sig i Spidsen for
den: GRUNDTVIG, der jo alt længe havde delt Baggesens
Betragtning af Oehlenschläger, skjøndt mindre fæstende
sig ved hans Digtnings Form end ved dens Aand (S. 97).
I »Skilderiet« skrev Grundtvig i Novbr. 1818 »Et lidet
Bidragtil Dagens Penne-Historie«, et - ikke »lidet«,
men tvertimod meget udførligt - Opgjør de Kæmpende
imellem, i hvilket han i meget væsenlige Punkter
giver Baggesen Ret. Især gaaer det ud over Tylvten,
hvis Færd var Grundtvig til Forargelse paa Grund af den
Selvraadighedens Aand, den udgik fra: »Det har i de
senere Tider vitterlig, og hvad man især maa finde sært,
virkelig begivet sig, at en Tylvt Studenter, i Anledning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
