Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens hendes Moder gysende er Vidne til denne
Elskov og tilraaber dem de frygtelige Ord:
»O ve Dig, Dødning! - Du est min Søn!
O Dotter, det er din Broder!«
Den Døde hører det Angestskrig,
og bleg og langsom han hæver sig:
»Ti stille, Moder, ti stille!
Ej Blod kan Sjæle adskille.«
Fremdeles »Emma og Aanden«, »Den manede Brudgom«,
»Pokalen«, »Den Husvilde«. De haarrejsende Emner i
Forbindelse med den troende Naivetet, hvormed de
ere behandlede, og de stundom indtil det Komiske
slette Vers gjøre adskillige af disse Ballader ikke
mindre parodiske end de Mordviser, der som Text til
greltmalede Billeder foredrages til Lirekasse for et
af Gru betaget Markedspublikum. Men endnu stærkere
træder Parodien frem i nogle af de idelige Allegorier,
Digteren henfalder til. Ligefrem klassisk i sin
slette Genre er »Korsridderen« med den i det Enkelte
gjennemførte Allegoriseren af Sandsernes Magt over
Samvittigheden, udført i en gyselig Ballade om en
grum Fyrste og hans Vasaller, med det - ikke mindst
ved sine Rim - gribende Slutningsvers:
Saa rædsom en Historie
jeg ikke har oplevet.
Jeg fandt den i en Krønike.
Ved Siden stod der skrevet:
I Fyrsten se Tyrannerne,
Vasallerne er Sandserne,
og kan den hvide Herre
Samvittigheden være.
Retfærdigheden byder ved Siden af Digte som disse
at fremhæve andre som »De trende Børn« (»I Kammerset
støjer den liden Smaadreng«), hvor Allegorien, som det
sig bør, er holdt tilbage i en vis mystisk Skygge,
hvis Stemning den vel holdte Folkedigtningstone
forøger med sælsom Magt; de klare Digte »Torquato
Tasso« og »Marsk Stigs Døtre« med det tungsindsdybe
Vemod, Sangen til Danebrog »Vift stolt paa Codans
Bølge« o. fl. I disse og andre Poesier lærte man en
ægte Digternatur at kjende, hvis ideale Higen mod
det Høje, hvis milde, rene, næsten kvindelig zarte
Følelse maatte vinde Hjerter for ham. Men ligesaa
mange, orn ikke flere, vandt han ved den blødagtige
Sentimentalitet, hvori hin Følelse ikke sjeldent
slog over, og ved sin ætheriske Flagren bort fra
den Jord, som det var blevet Slægtea saa haardt at
træde paa. Thi det var strenge Tider. Havde man været
paa »Maskeradebal« Vinteren efter Bombardementet,
saa vilde man nu gjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
