Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortsat Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
synes at maatte meddele sig selv til den koldeste
Læser og bringe enhver kritisk Lyst til at tie.«
I samme Stue, hvor Steffens ved sit Skrivebord
arbejdede paa sine »Grundzüge der philosophischen
Naturwissenschaft«, skrev Oehlenschläger ved et
lille Bord henne ved Vinduet sin »Hakon Jarl«,
og naar hin havde et Afsnit, denne en Scene færdig,
oplæste de det Skrevne for hinanden. Alligevel er det
ikke rimeligt, at Filosofen har givet Digteren stort
flere Vink til hans Tragedie, end Digteren kunde give
Tænkeren til hans Naturfilosofi. Oehlenschläger havde
i den mellemliggende Tid viist, at han havde lært at
staa paa egne Ben, og havde alt, som ovenfor berørt,
begyndt at emancipere sig fra Skolen. Han troede
vel selv, at Shakspeare var hans nærmeste Forbillede,
og at han saaledes endnu var i god Overensstemmelse
med Romantikens Kanon. Men dette var et Selvbedrag:
han manglede baade den Verdenskundskab og som Følge
deraf det indtrængende Blik for Menneskekarakteren,
der udmærker hin store Dramatiker. Derimod fandt
han hos Schiller en humaniserende Naturs Blødhed
og en lyrisk Evne, der yndede at indlægge en skjøn,
men deklamatorisk Pathos i Dramaets Skikkelser, og
denne dramatiske Form tiltalte noget for hans eget
poetiske Naturel Ejendommeligt og stillede ham en
lettere Opgave end den strengere og flersidigere
Karaktertegning hos Shakspeare. Den uhistoriske
Aand, der f. Ex. gjør »Don Carlos« til Tolk for
Oplysningstidens ideale Stræben, gjenfindes i de
oehlenschlägerske Tragedier, naturligvis paa noget
anden Maade efter de anderledes beskafne Emner, han
behandler, men maaske nok saa iøjnefaldende paa Grund
af den større Afstand mellem den nordiske Oldtid og
den moderne Livsanskuelse. Og hvad Impulsen angaaer,
er det neppe tvivlsomt, at Schillers sidste Skuespil
»Wilhelm Tell« - Digteren var død i Foraaret 1805 -
har tilskyndet Oehlenschläger til hans dramatiske
Fremstilling af et Vendepunkt i den nordiske
Historie. Men just denne »Wilhelm Tell« kunde
Steffens mindst døje, saa han en Dag afbrød sin
Læsning, irriteret over den evindelige Deklamation,
og smed Bogen i Gulvet, hvorover der opstod en heftig
Scene mellem ham og Oehlenschläger. Trods Impuls og
Methode er »Hakon Jarl« imidlertid en saa selvstændig
Digtning og ved sit Emne saa original, at Steffens
ikke kunde Andet end hylde den som Skud af en Aand,
han væsenligst kunde vedkjende sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
