Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803 - Fortsat Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med det hele Norden,« siger C. HAUCH i en Undersøgelse
af Oehlenschlägers tidligste Digtning, »ligesom
det efter Sagnet gik med den gamle Stærkodder,
han havde digtet de ypperligste Kvad i sin Ungdom,
men da han blev ældre, glemte han sine egne Sange;
ja det synes, som om vi havde drukket en Trylledrik,
lig Sigurd Fofnersbane, saa at den gamle Tid og
den gamle Troskab udslettedes af vor Hu. Men nu
var jo Oehlenschläger netop den, som tilintetgjorde
Trylleriet, saa at de gamle Minder vaagnede, og som
igjen opdagede det Land, man engang havde kjendt,
men der i mange Aarhundreder havde været glemt; thi
her er ikke Tale om, hvad enkelte Lærde syslede med
i deres Studerekamre som med Kuriositeter, ukjendte
af Mængden, men om det, der virkelig vandt Liv og
Fylde og fandt det rette Digterudtryk, saa det kunde
skues af Folket. Enten man da vil betragte dette som
Virkning af Oehlenschlägers Geni eller af hans Lykke
og, saaledes som han selv plejede at gjøre, tillægge
ham en Aladdinslampe, der lyste gjennem Tidernes
Taager og viste ham Vej til Oldtidens Skatte, saa
giver dog dette ham en ejendommelig Stilling imellem
os og en ganske anden Indflydelse paa vor Fremtid end
den, de tydske Romantikere i deres Kreds kunne rose
sig af; thi det Fortidens Land, han henpegede til,
var intet Drømmeland, og han selv var ingen sværmende
Natsommerfugl, der hadede Lyset, men et Solens Barn,
og Morgenrøden og Dagen havde farvet hans Vinger med
en saadan Straaleglands, at man vel mærker, at han
tilhørte dem.«
»Digte 1803« gik ikke uanfægtede gjennem den ældre
Skoles Kritik, men uden at ændse denne stort, skred
Oehlenschläger, dreven af det rige Indhold, han følte
i sig, fremad i den forvandlede Verden, der laa foran
ham. Strax efter Nytaar fremkom det skjønne Mindedigt
over Wiedewelt, nogle Maaneder senere Romancen
»Eventyret i den fremmede Stad« og ud paa Sommeren
det mægtige Digt »Den gamle Kæmpe Kometes« med dets
geniale Symbolik i den romantiske Skoles dybeste Aand.
I Løbet af Sommeren blev ligeledes det senere saa
urobringende Syngestykke »Frejas Alter«, til, en ungdommelig
overgiven, i mange Punkter barnagtig-selvtilfreds, men
i andre virkelig vittig, med lyriske Skjønheder
gjennemflettet Burleske til Forherligelse af det
romantiske Friluftsliv. Endelig offentliggjordes i
Slutningen af Aaret »Første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
