Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Her træffe vi »Løveridderen« med de majestætiske
Rhythmers dybe Farvepragt:
Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
fra klare Safirhvælving Maanen straaler
igjennem duftopfyldte svale Linde
til Engens lukte Lilier og Violer;
rødt gløder gyldne Spir fra Borgens Tinde
i Flodens fulde sortblaa Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
i stille underlige Midnatstider -
og med den grandiose Plastik i Skildringen af Kampen
som overhovedet i alle Fortællingens Optrin:
Dybt Løven slaaer med konvulsivisk Vælde
sin Klo i Ormen for sit Saar at hævne;
da vender den sig langsomt og vil fælde
sin Fjende i det rædselsfulde Stævne.
Det tykke Hoved, mosbegroet af Ælde,
den gule Bug, som vil af Ædder revne,
den lange Braad, de Øjne blodig røde,
alt dirrer Løven frygteligt imøde.
Bugnende som Snekkens Silkesejl i første Strofe af
»Valravnen« er dette Digts egen Sprogfylde og metriske
Pomp:
De gule Silkesejl, som Vinden fylder,
hjemlede bugnende den lette Snekke.
Mens Aftensolen ranke Mast forgylder,
Fru Sigrid sidder paa det høje Dække.
Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn højt i Masten synger,
mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.
Med anelsesfuld Rislen, som en skjult Skovbæk, vække
»Ellehøjens« Terziner Stemningen for det sælsomme
Optrin, de skulle skildre:
Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
der glimted Purpur bag de sorte Grene,
den dunkle Landevej var hel beskygget.
Jeg langsomt red og grubled henrykt, ene,
mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
hvor Nattergalen skjult sin Rede bygged.
Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
med sine venliggrønne Lindekroner
for stærke Vindpust og for lumre Varme.
Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner
jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
og lytted smilende og slumred ind.
Men uroligt som Kornmod paa sønderreven Skyhimmel
lyner Tanken og dens metriske Udtryk, hvor Digteren
i »Natur-Temperamenter« paa sin symboliserende Maade
giver Billedet af det koleriske Temperament:
Hvad sortner?
Det er Himlens Bue.
Hvad lysner?
Det er Heklas Lue -
den stærkeste Kæmpe i Nord,
den gamle Thor.
Der staaer han, forvandlet til et Fjeld,
hedder Hekla!
Med Ispandser om sit Bryst,
med Torden i sin Røst,
med gloende Tunge.
Harniskpladerne runge.
Paa hin Side af det vilde Ocean
staaer hans Fostbroder Vulkan,
hedder Ætna!
Luende Blod paa den skjælvende Jord
har de stænket i hinandens Spor.
Da det gamle Rige svandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
