Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steffens og Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de sjeldne Faa,
som vor Gave forstaa;
som ej Jordlænker binde,
men hvis Sjæle sig hæve
til det Eviges Tinde;
som ane det Høje
i Naturens Øje;
som tilbedende bæve
for Guddommens Straaler
i Sole, i Violer,
i det Mindste, i det Største;
som brændende tørste
efter Livets Liv;
som - o store Aand
for de svundne Tider!
se dit Guddomsblik
paa Helligdommens Sider.
Efter Gjennemlæsningen af »Guldhornene« var der hos
Steffens ikke nogen Tvivl om Oehlenschlägers virkelige
Digterbegavelse. Han søgte nu blot at vejlede ham,
at pege paa Opgaverne og holde ham Idealerne for
Øje. »Var jeg end ikke selv nogen Digter,« siger
Steffens i sin Selvbiografi, »saa følte jeg dog,
at jeg formaaede at oplyse en poetisk Aand om sig
selv og sætte den i levende Bevægelse.« Han betegner
træffende sin Betydning for Oehlenschläger med de Ord:
»Jeg gav ham tilbage til sig selv.« For hans Tankers
og hans Veltalenheds Begejstring faldt den sidste
Dæmning, der havde stemmet op for Digtningens Væld
i Oehlenschlägers Bryst, og - tilføjer Steffens -
»jeg forfærdedes næsten, da den ungdommelige friske
Kilde strømmede mig voldsomt imøde.« De bleve Venner
og omgikkes meget. Da Steffens i Novbr. 1802 gik til
den første af sine berømte Forelæsninger paa Ehlers’
Kollegium, ledsagede Oehlenschlager og hans Svoger
Carl Heger ham; de kunde knap trænge sig gjennem
Folkemængden. Umaadelig Opsigt gjorde disse
Forelæsninger med deres hvasse Angreb paa
Rationalismen, paa det nys tilbagelagte Aarhundrede
med dets forgudede Bannerførere Voltaire og Rousseau,
paa Modeforfatterne Kotzebue og Lafontaine og paa det
Meste af, hvad Tiden hidtil havde betragtet som Poesi;
med deres Fremhævelse af Spinoza og Schelling, Goethe
og Shakspeare, deres Pegen paa »det Inderste i os,
det Guddommelige, ved hvilket Enhver er forenet
med Alt«, deres hele mod al tilvant Tankegang
stridende Opstilling af Naturfilosofiens Problemer og
Paavisningen af den derfra udgaaende Stræben efter
Enhed, efter en uendelig Sammenhæng, der som en
Anelse skal gjennemstrømme baade Naturforskerens og
Historikerens Værk. »Denne Anelse kaldes, naar den
levende, skabende, aabenbarer sig i sin Herlighed i
et fortræffeligt Gemyt, Poesi«, forklarede Steffens
(»Indledning til filosofiske Forelæsninger«,
1803). »Det er, som vaagnede Naturens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
