Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syngespillet »Fiskerne«, som digtedes i Løbet af
Sommeren 1778 og blev opført, med Musik af J. Hartmann,
i Januar 1780. Som »Fiskerne« er Ewalds sidste større
Digtning, saaledes er det ogsaa hans modneste, hvori
han med klar Bevidsthed om sine Evners Art har kunnet
samle dem om en Opgave, der kunde ligge tillokkende for
dem. Derfor valgte han blandt Dramaets forskjellige
Former den, der kunde yde hans lyriske Evne størst og
naturligst Raaderum: Syngespillet. En Begivenhed fra
det virkelige Liv, en faa Aar iforvejen stedfunden
Stranding ved Hornbæk, giver ham Udgangspunktet; de
Episoder, denne Daad afføder udadtil, forbinder han
med deres Gjenspejling i Menneskesjælen, hvor de kalde
Personlighedernes inderste Væsen frem for Dagen, alt
efter hver enkelts Art; og medens Elementerne rase
og Menneskevillien kæmper med dem om Livet, gaaer
der ogsaa stærke Storme gjennem Sjælene, og indenfor
Fiskerhyttens trange Vægge tørne Tvivl, Frygt og
Egenkjærlighed sammen med Tillidsfuldhed, Heltemod og
Offervillighed i lidenskabsfulde Optrin. Hvad disses
kunstneriske Fremstilling angaaer, kan man vel nu og
da bebrejde den en vis symmetrisk Stivhed, hvortil
Syngespilformen let forleder, ligesom der jo ogsaa -
hvad der imidlertid var hin Tids Stil - er en mere
heroisk Klang i de Optrædendes Sprog, end just egent
er for sjællandske Fiskere; paa den anden Side maa
man beundre, hvor righoldig en Kilde til psykologisk
Udmaling det tilsyneladende saa usammensatte Emne
har forvandlet sig til under Digterens Blik, og den
forholdsvis saa fattelige Sprogform, der aabenbart
er mere gjennemarbejdet end i noget af de foregaaende
Arbejder. Herligst aabenbarer Ewalds sproglige Kunst
sig i de lyriske Partier, som han i Følelsen af sin
Styrke paa dette Omraade har tildelt saa stor en Plads
i sin Komposition. I mangfoldige Afskygninger træder
den lyriske Digtart os imøde her: fra Hymnens Højhed
(»O Himmel, som bød os at elske vor Næste«,) gjennem
Romancens vemodige Alvor (»Liden Gunver vandrer som
helst i Kveld«) til Sømandsvisens kjække Frejdighed
(»En Sømand med et modigt Bryst«) og Folkesangens
stormbrusende Begejstring (»Kong Christian stod ved
højen Mast«). Hvor dyb Ewalds musikalske Forstaaelse
var, vise især de mere sammensatte Sangpartier,
herligst den Sextet, der ender første Handling
(»Endnu kan jeg høre, hvor ængstligt de raabe«)
med den fyndigt-skjønne Strofe:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
