Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa, at nogen Dødelig besidder et følsommere,
ømmere og - hvad skal jeg kalde det - kilderkjærere
Hjerte end jeg. Smertens Glæde selv, som nu næsten
er den eneste, hvori det kan tage Del, er det den
saligste Vellyst; men enhver stor Handling, som det
føler, er det en Straale af Himmelen, og i en Strøm
af Livets Kilde forvandles enhver Taare, som den
afnøder mit Øje. Af denne Aarsag har jeg altid med
unævnelig Vellyst læst og hørt velskrevne Tragødier
og da jeg blev ældre forsøgt at skrive dem selv;
af denne Aarsag troer jeg endnu, at jeg idetmindste
har vant mig til at elske Vinen, fordi den, i Mangel
af store og rørende Handlinger, skaber dem for mit
Hjerte, og hvor de virkelig har Sted, udvider det
til at kunne nyde dem fuldkommen. Jeg troer, at de
selvsamme Hovedtræk i min Sjæl fra Begyndelsen af
ere Skyld i, at jeg er bleven en Romanridder, en
Poet og en Elsker af Vinen. Dersom jeg altid havde
ladet det blive ved den uskyldige, den ædle Vellyst,
som jeg fordum drak ved min Høj, da skulde jeg Intet
havt at angre, Intet at afbede. Men det Farlige! den
ulyksalige Streg! heri bestaaer hele Knuden. Man vil
i min Historie faae at se, hvorledes først Glæden
selv og Ubesindighed, Selskaber, Lejligheder og
Fristelser, siden Gjenvordighed, Kummer, Ærgrelse,
Mismodighed og alle Hypokondriens Ulykker Tid efter
anden har drevet denne i sig selv uskyldige Lyst
altfor ofte og altfor langt over den fatale Streg;
og hvorledes Vanen tilsidst og deraf fødte fysiske,
legemlige Nødvendigheder har forøget og hærdet den
til en Grad, der har været stor nok til at spilde
det for mig, som man i Almindelighed kalder sin
timelige Lykke; stor nok til at paalægge mig at angre,
afbede og saavidt som muligt at rette den. - Hvorfor
blusser min Kind? hvorfor truer denne tungthængende
Taare at slette min Skrift ud? O mine Læsere! o
Himmel! hvormeget; hvormeget har jeg, som jeg vilde
at denne Taare kunde udslette!«
For sin Sundheds Skyld og ligeledes af Hensyn til sin
nærmeste Slægt, hvem hans Tilstedeværelse i Kjøbenhavn
forulempede som en Slags Familieskandale, var Ewald
i 1773 flyttet eller bleven flyttet til Rungsted,
hvor han tingedes i Kost for Sommer og Vinter hos
Fiskemester og Kromand Ole Jacobsen, en Bekjendt af
Familien. Mest var han ogsaa her bunden til Sygelejet
eller ialtfald værkbruden henvist til »en gammel
sørgelig Lænestol«, med »et randiøst Blækhus« ved Siden
af sig. Men han var omgiven af venlige, rettænkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
