Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den Juelske Familie var bekjendt for sine Damers
Lærdom og Dannelse; til denne Omstændighed sigter et
af Bordings bedste Digte »Lærde Kvinders Forsvar«,
tilegnet Fru Juels Søster, den fromme og blide Jomfru
Margrethe Juel til Aabjerg, der senere blev gift med
den danske Gesandt i Stockholm Peder Juel og døde
i en ung Alder. Bordings Forsvar for Kvindekjønnets
Lærdom motiverer, hvorfor han sætter Pris paa den,
idet han beklager de Mænd, der ere blevne gifte med
en uvidende Kvinde, og skildrer den Tilfredshed,
der kan skabes i Ægtestanden af gode Kundskaber:
Hvormangen nødtes her og der
med Hjertens Harm at raabe:
hvor skal jeg hen? hvad Raad er nær?
jeg haver faa’t en Taabe.
Gud bedre mig, jeg skulde faae
det onde Raad isinde,
at jeg for Gods og Penning saa
mig nogensind lod binde.
Hun er vel smuk, til Brask og Pral
vil ingen Umag spare,
hun kan og rede Grød og Kaal,
en dog en simpel Daare.
Om Nogen kommer i vort Hus
og jeg er ej tilstede,
hun tier stille som en Mus,
han bydes ej til Sæde.
Hun veed om Ingenting Besked
at give ret og høre,
og dermed gaaer han ud fuld vred,
saa viis som han var føre.
Hvad skal jeg gjøre? skal jeg slaa?
Det gjør jeg ikke gjerne;
jeg faaer dog lade Kjeppen gaa,
hun turd’ end samle Hjerne.
Er ikke Sligt et kjedsomt Spil?
Jovist, det Mangen trænger,
det lukker Mangens Øjne til,
som vel kund’ levet længer.
Men derimod faaer Mangen Pris,
som faaer en snedig Kvinde,
der haver lært at være viis
og har sin Juleminde.
Man seer, at Alting har sin Tid:
at blande, brygg og bage:
til Sligt hun haver lært med Flid
sin Tid i Agt at tage.
Hun veed af Bogen Tid og Punkt,
naar Nattens Dronning kvælder,
naar Gammelt slagtes skal og Ungt,
naar Gaasen Fjeder fælder.
Det er en Hjertens Lyst at hør’,
hvor just og fix hun regner,
naar Solhverv gaaer, som Skade gjør
paa Blegen, om det regner.
Hun skjøtter ingen Kjærlingsnak,
men selv i Bogen leder,
hun troer og ingen Almanak,
som lyver mer end sæder.
Hun veed paa Finger hver Sentens,
som Macer [1] os beskriver;
mod Rosen, Kolde, Pestilens
hun ofte Raad udgiver.
Hun reder Drik mod Sting og Vred
og anden saadan Plage,
som Mangen af Blufærdighed
for Lægen ej tør klage.
Hun al sin Gjerning saa forstaaer,
at hende hver berømmer,
sin Mand hun under Øjne gaaer,
som det sig bør og sømmer.
Naar han er undertiden vred,
som sig vel tidt kan hænde,
da bruger hun Beskedenhed,
til Vreden faaer en Ende.
Hun med Fornuft og god Forstand
hans Hjerte veed at vinde;
hvad vil jeg sige? vel den Mand,
som faaer saa lærd en Kvinde!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
