Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad,
for Mesterinden mig saa nær ved Siden sad.
hvorpaa Dorthe strax replicerede:
O mageløs Poet! Du kald mig ikke saa.
At Du min Mester est, Alverden skjønner paa.
»Saa nøjsomme vare vore Forfædre i Smagens Anliggender
- siger R. NYERUP - at disse to Impromptuer gik fra Mund
til Mund gjennem et helt Aarhundrede og optegnedes i
alle Memorandebøger« Oplysende baade for Tidens Smag og
Kingos Beundring er ogsaa det Vers, han har sat under
Dorothea Engelbrektsdatters hosstaaende Portrait,
benyttende hendes Navn til en smigrende Omskriving: en
»Guds Gave« (o: Dorothea) paa et »Englebrædt«! Da hendes
»Taareoffer« udkom, hyldede Kingo hende paany, opfordrende
de »ni berømteste Gudinder« til at gaa hen og »bukke sig
dybt for en af Nordens Kvinder.«
En originalere og friskere Natur er Dorthe Engelbrektsdatters
Landsmand Petter Dass. Faderen (Peter Don Dass eller rettere
Dundass) var en indvandret Skotte, som giftede sig med en
Fogeddatter i Nordlands Amt; han døde tidlig fra Hustru og
fem smaa Børn, af hvilke den syvaarige Petter var det ældste.
Han kom i Huset hos sin Moster, der var gift med Præsten
Arctander, en skrap Kone, som vilde have Drengen til at røre
sine Lemmer og gjøre Gavn i Huset, medens Præsten holdt ham
til Bogen. Fra Bergens Skole blev Petter Dass atten Aar
gammel - han var født 1647 - dimitteret til Kjøbenhavn, men
kunde paa Grund af Fattigdom kun opholde sig her i to Aar;
hjemme i Norge blev han saa først Huslærer, senere Kapellan
og tilsidst Sognepræst i Alstahoug - nidkjær og virksom i
sit Embede, skjøndt de hyppige farefulde Sørejser ofte
gjorde det besværligt. Men de fyldte ham tillige med
storslaaede Naturindtryk, og ved dem holdtes hans Sjæl
karsk, hans naturlige Lune og frejdige Sind stod ham bi til
det Sidste, trods smertefulde Sygdomsanfald. Han beskrives
som en temmelig lille Mand, undersætsig bygget, men livlig,
talte meget hurtigt og var aldrig i Forlegenhed for et godt
Svar. Hans Samtid betragtede ham som en dygtig Digter og
mente om hans Arbejder, at de vilde være »Mesterværker,
dersom Tankerne altid vare saa vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
