Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Satiredigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dr. Stagebrand har medbragt adskillige Medikamenter
og raader til at smøre Messen med en skarp Salve,
efterat Dr. Ulf forinden, overensstemmende med den
astrologiske Lægekunsts Fremgangsmaade, har undersøgt
Konstellationens Gunstighed:
om hun i Scorpio undfangen er
eller noget andet farligt Tegn,
der Maanen ej var i sin rette Egn.
Derefter bringes Messen i Bad for om muligt at komme
i Sved (Allusion lil Katholicismens blodsvedende
Hostie). Dette lykkes da omsider, til stor Glæde for
den nu optrædende Broder Dirik Vendekaabe, der glad
udbryder:
Hjælp, Sancte Per Martyr! hvad jeg nu seer,
hun svedes nu længer og mer.
Det bliver nu godt, det siger jeg Dig,
hun ligger nu saa rød og misser ad mig.
Jeg kan det fornemme i min Kappe-Strud,
hun reder sig selv som vor gamle St. Knud,
der hjemme paa vort Altere staaer,
han reder sig og hvert syvende Aar.
Men det viser sig, at Sveden ikke er til det Gode;
Messen bliver svagere og svagere, og Dr. Ulf hitter
da paa andet Raad: ligervis som en Løve bringer
sine Unger dødfødte til Verden og først vækker dem
tillive ved at »give et Skraal og skrige saa fast,
som Himmelen skulde falde med en Hast«, saaledes skal
der nu skriges op om Messen, raabes paa Koncilium
(Kirkemøde, Papisternes stadige Udvej) og gjøres en
saadan Støj, at Messen kan vaagne derved; Hr. John
Skrik møder til Undsætning og raader til at skaffe
flere Skrigere tilveje samt »smøre deres Strube med
Hammer-Salve, saa kunne de bøge som nogle Kalve«; men
Hans Fisker, Jens Klokker og Jon i Tudebæk forsikre,
at den Syge kun bliver endnu daarligere af al denne
Støj, og se allerede de sikre Dødstegn paa hendes
Ansigt: »hun tager saa dybt alt efter sin Aande«, og
hendes Fødder ere blevne kolde. For at hun kan faae
Varme i Benene, skal hun lægges ind i Skjærsilden,
men den Umag vil Jens Klokker ikke gjøre sig, thi
den er ingen Nytte til:
De Bønder de ere saa saare forvildt,
vort Vievand have de i Skjærsild spildt
og dermed hannem aisammen udslukt,
thi er der nu saa ond en Lugt.
Der er altsaa ikke Andet for, end at berede Messen til
Døden. Der skal sendes Bud efter Broder Dirik, at han
kan høre hendes Skriftemaal, men Kapellanen – der er
berørt af den lutherske Lære – advarer mod dette Valg,
da det var en Munk af samme Konvent, der gav Kejser
Henrik Gift i Dødssakramentet – en Gjenklang af den
folkelige Opfattelse, der betragtede Poul Helgesen
som en Mand, der forraadte den Sag, som han gav sig
ud for at ville hjælpe. Da Kapellanen derpaa sendes
efter »Vorherre« (dvs. Hostien), svarer han med paatagen
Naivetet, at ham kan han ikke naa, thi han sidder i
Himlen, og da han skal hente Olien til at salve den
Døende med, oplyser han, at med den har Klokkeren
smurt sine Sko; Lys til at brænde ved Dødslejet er
der heller ingen af, dem har Musene ædt, men dem
behøver man heller ikke, mener Kapallanen, thi
Gud haver selv skabt Lysene alle,
Sol og Maane, som vi dem kalde,
alle skinnende Lys over Himmel og Jord
haver han skabt med sit Guddomsord.
Det evige Lys er han selv forvist,
det siger jeg uden Argelist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
