Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vaare Du saa sandt Mand, som Du est Viv,
i Badstuen skulde Du lade dit Liv.
Det skal jeg, Soffi! saa lønne Dig:
aldrig mer haver Du Mand i mig.
Bedre var hun Tove med eneste Ko
end Du, Soffi! med dine femten Bo.
Bedre var hun Tove i Natsærk sin
end Du, Soffi! med al Rigdom din.«
Saa tog han hende ved Axelskrud,
saa stødte han hende af Gaarden ud.
Leden var lang og Gaden trang,
selv gik Dankonning under Baarestang.
Valdemar den Store møde vi igjen i Visen om hans
Søster LIDEN KIRSTIN, der forføres af PRINS BURIS og
rammes af sin Broders grusomme Straf, et Emne, som
kun har en meget tvivlsom historisk Hjemmel. Noget
sikrere Fodfæste have vi i Viserne om Valdemar Sejr,
særlig Dagmarviserne, Skjøndt de enkelte Træk af den
ædle Dronnings Livsvandel og Tænkemaade, som de føre
frem for os, vistnok kun ere poetiske Udsmykninger
til Tydeliggjørelse af hendes Karakters Renhed og
Elskelighed eller folkelige Sagn af den Art, der saa
let dannes omkring en almenyndet Personlighed. Den
ene af Dagmarviserne begynder med Ridder Stranges
Udsendelse til Bejerland for at fæste en Brud til
Valdemar; han bejler til Bejerkongens Datter Dagmar,
roser Dankongens Rigdom og Skjønhed og vinder omsider
Bruden i Skaktavel.
Saa vende de Sejl i forgyldene Raa,
- Saamangen forgyldene Fløj -
saa sejled de til Danmark i Maaneder tvaa.
Der sejler han Junker Strange med Dronning Dagmar.
Dagmar hun kom der sejlend’ for Land,
Kong Valdemar render sin Ganger paa Sand.
»Siger mig, Strange! før jeg kommer i Land:
hvo er den skele [1] Svend, der rider paa Sand?«
»Min naadige Frøken! siger ikke saa!
det er den Herre, al Danmark aa.«[2]
»Skam faa Du, Strange, som Du kanst lyve!
din Konge han haver ej uden eet Yve.» [3]
»Min naadige Frøken! værer glad og fro!
I angrer aldrig, I gav ham Eders Tro.«
Dankongen han tog hende i sin Favn,
gav Dagmar Guldkronen og Dronningenavn.
Dagmar hun kaste sin Handske mod Jord:
»Al Danmark vil jeg nu vorde god.
Men skal jeg Dronning i Danmark blive,
da skulle alle Fanger af Jernet gives.
Skal jeg Dronning i Danmark være,
hverken Fattig eller Rig skal over mig kære.« [4]
Før Dagmar tren paa det danske Land,
alle Fanger bleve løste af Band.
Saa drukke de Bryllup med Glæde og Ro,
alle danske Mænd vare glade og fro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
