Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i umiddelbar Nærhed af de politiske Begivenheder,
som bragte Fædrelandets Magtudfoldelse og Vælde
til et aldrig før kjendt Højdepunkt. Disse Forhold
afspejle sig i Saxos Fortælling: i hans Begejstring
for Danmarks Storhed og Uafhængighed, i hans
Lovprisning af alle mandige Dyder, af Heltemod og
Ære, Troskab og Pligtopfyldelse, i hans Foragt for
de uvederheftige Karakterer, for Sindets Ustadighed
og svag Eftergivenhed for Mængdens Luner. I hvad
han elsker som i hvad han hader, se vi ham som en
Ætling af den gamle nordiske Folkeaand, hvis bedste
Livsytringer netop i Valdemarernes Tid formæledes
med den kristne Idekreds til Frembringelsen af en
handledygtig, ærekjær og højsindet Ridderaand. Denne
Naturbund hos Saxo kom ikke i Splid med hans
Livsbetragtning som gejstlig Mand, hvorvel han var
Kirken tro og hengiven; den gjorde kun hans Blik
friere overfor Kollisioner mellem hierarkiske og
nationale Interesser og bragte ham til at lægge
Vægten mere paa den aktive Kristendom, Kampen for
Kirken, end paa de kristne Kravs formelle Opfyldelse
eller deres passive Efterlevelse, som naar han til
Roes for Absalon fremhæver, at der »ikke er mindre
Gudsfrygt i at slaa Religionens Fjender tilbage end
i at opretholde de hellige Skikke«, eller dadler
Harald Hein, fordi han syntes uvidende om, at
»redelig Rigsstyrelse huer Gud bedre end Overtroens
dumme Lader, og at man tækkes ham bedre ved at slaa
Ugjerningsmænd til Jorden end sig selv for Brystet.«
I denne sin Sammenhæng med det Nordiske, i denne
sin varme Følelse for det Danske er Saxo en af vor
Kulturs betydeligste Skikkelser, rent bortseet fra den
Fortjeneste, han har af det nationale Liv ved at have
bevaret vore ældste Sagn og vor tidligste Historie for
Eftertiden. Disse Fortrin ere rig Erstatning for de
Mangler, der ellers klæbe ved ham som Historieskriver:
hans paafaldende Forsømmelse af al Tidsangivelse,
hans naive Sammenblanding af Mythe og Virkelighed,
hans ukritiske Sammenstilling af Stort og Smaat, af
følgevigtige og ubetydelige Træk, hans Forsømmelse
af eller maaske rettere Ukjendskab til historisk
Komposition, hans ofte utidige Raisonnementer over
de fortalte Begivenheder og hans stundom trættende
Bredde og Overflødighed paa Ord.
Denne sidste Mangel hænger imidlertid sammen med
et Fortrin, som baade Samtid og Eftertid have ydet
den mest uforbeholdne Roes: hans latinske Sprogs
Ypperlighed og Pragt, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
