Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Træplanters Tiltrækning i Planteskoler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brede, svære Brædder, bestrøgne med Tjære. Den
bør være halvt nedgravet i Jorden, inddelt med
Skillevægge i et større eller mindre Antal Rum,
og i Bunden brolagt med Mursten paa et
Underlag af Sand. Der skal være godt og hurtigt Afløb
for overflødigt Vand. Foroven dækkes Bænken med
Rammer med finmasket Traadvæv. Er Bænken
rigtigt anlagt, ligger Frøet sikkert beskyttet deri
baade mod Mus og Fugle, og Frøet kan til enhver
Tid let tilses, dækkes mod Frost eller Sol og
passes med Vanding, om det i tørre Somre skulde
blive nødvendigt. Det maa dog huskes, at Frøet
langt lettere tager Skade ved for megen end ved
for lidt Fugtighed. Frøbunkerne bør af og til
omstikkes og Frøet blandes grundigt, især efter
vedvarende Regnvejrsperioder. Træfrø bør kun saas
paa ren Jord; er denne ikke nogenlunde fri for
enaarigt og fleraarigt Ukrudt, bør den helbrakkes,
før den tages i Brug; ellers bliver Omkostningerne
ved Renholdelsen for store. Jorden skal dernæst
være i ordentlig Gødningskraft; men de
Fordringer, de enkelte Arter stiller i saa Henseende, er
naturligvis forskellige, og det er ofte
tilstrækkeligt at gøde til Forkulturen. Mange Arter, som
f. Eks. Æble, Pære, Rosa canina, Stenfrugter o. fl.
kræver dog en endog særdeles stærkt gødet Jord.
Vil man gøde direkte til Frøbedskulturen, er
afgæret, ikke frisk Staldgødning sikrest at anvende;
især kan de spæde Naaletræer let »brændes« ved
rigelig og frisk Staldgødning paa sandet Jord. Kan
man veksle mellem Planteskolekulturer og lidt
Landbrug eller Køkkengartneri, er Roer eller
velgødede Køkkenurter gode Forkulturer. Man
anvender enten Rillesaaning eller Bredsaaning paa
c. 1,33 m brede Bede. Rillesaaningen kræver mest
Jord, men den letter Renholdelsen og giver de
største og kraftigste Planter. Ved Rillesaaning paa
særlig god Jord kan Planterne undertiden paa et
Aar blive saa store, at det væsentligt fordyrer
Priklearbejdet. Har man et Aar rigeligt Frø af en
Art, der kun af og til giver godt og tilstrækkeligt
Frø, bør man bredsaa i alt Fald en Del af Frøet
for at have Prikleplanter i Reserve til det
følgende Aar, om Frøavlen helt skulde svigte. Over
to Aar maa Prikleplanter dog nødigt staa paa
Frøbedet. Evnen til at taale at staa tæt sammen paa
Frøbedet et Par Aar og dog være anvendelig i
Mangel af bedre, er særlig til Stede hos Elm,
Naur, Avnbøg og Ask. Man kan til Rillesaaning
ved Brugen af et Rillejærn med 6-8 brede,
trekantede Tænder, der trækkes af to Mand, en paa
hver sin Side af Bedet, trække alle Rillerne paa
et helt Bed ad Gangen. De saakaldte holstenske
Rillejærn, der i de senere Aar er kommet en Del
i Brug, har kun 4 Tænder, der er firsidet
pyramideformede og hule. Med disse trækkes først
Rillerne paa den ene Side af Bedet, derefter paa
den anden. De trækkes af én Mand og er lette
og praktiske at arbejde med. Efter at Frøet er
saaet, er det i Reglen bedst at støde det fast med
et Rivehoved, hvorefter Rillerne dækkes, ved at
Jorden jævnes til med Rivehovedets Bagside. Man
kan derefter med et let Slag af dette trykke Jorden
tilstrækkeligt fast over Rillen, saa Klapning eller
Tromling af Bedet kan undgaas. Ved Bredsaaning
afsættes Bedene 1,33 m brede, adskilte med Gange
paa 40 cm Bredde. Bedene glatrives og første Bed
tilsaas; derefter dækkes det ved Hjælp af en Skovl
med Jord fra det andet Bed, idet Jorden med et let
Kast spredes i passende Tykkelse. Med bekvem
Jord kan en øvet, behændig Mand paa denne
Maade let og hurtigt dække Bedet med et
Jordlag af hvilken Tykkelse man ønsker. Derefter
glatrives andet Bed, tilsaas og dækkes med Jord
fra tredje Bed etc. Udføres Arbejdet om Foraaret,
tromles Bedet efter Saaningen, enten før eller efter
Dækningen, med en ikke for let Trætromle. Ved
Efteraarssaaning er det i Reglen unødvendigt at
tromle. Efteraarssaaede Bede bør helst dækkes
med et tyndt Lag Gødning, der maa være kort og
halmfri og ikke for frisk. Det er altid sikrest
at bruge helt udbrændt Hestegødning, f. Eks. fra
gamle Gødningsbænke. Meget fint Frø, som Hyld,
maa dækkes tyndt, og det meste af Gødningen
maa helst rives bort igen om Foraaret. Gødningen
hindrer i høj Grad Jorden fra at blive for fast i
Løbet af Vinteren og beskytter i Foraarstiden godt
imod Tørke. Især i tidlige Foraar maa man være
paa sin Post og skærme ømtaalige Planter mod
Nattefrost, og man maa sørge for at have passende
Materiale ved Haanden til dette Brug. Bedst er
Rørmaatter, der rulles ud over et lavtstaaende
Stillads af Lægter eller Granstammer, eller store
Gran- eller Bjergfyrris, der stikkes ned langs
Bedets ene Side. Efter 20. Maj regnes Faren for
Nattefrost at være overstaaet paa Jord, der er
højtliggende. Desværre viser dog Erfaringen, at
Nattefrost kan optræde betydeligt senere i enkelte
Aar, ja endog saa sent som sidst i Juni. I
Frøbedskvartererne, især med Naaletræer, er det
heldigst at have Vandindlæg, saa Bedene i tørre
Vejrperioder kan oversprøjtes med Vand. Muldvarpe
og Mus er slemme Gæster og bør energisk
efterstræbes. Muldvarpen er særlig slem til at
gennemrode beskyggede og fugtige Bede. Den
fanges i Sakse, hvoraf man nu har gode, let
behandlelige Konstruktioner (se Muldvarpesaks), eller
man forgiver den med Stykker af Regnorme, hvis
Saarflader er dyppede i Stryknin i Pulverform, og
som forsigtigt nedlægges i Dyrets Gange, uden at
disse styrter sammen. Ligeledes kan man fordrive
den ved forsigtigt, uden at Gangene styrter
sammen, at nedlægge Carbid, der ved Berøring med
den fugtige Jord udvikler Gas, der kvæler Dyrene
eller fordriver dem. Mus holdes bedst borte af
Katte, især er halvvilde, omstrejfende Katte
energiske Musejægere. Ogsaa Maaren og Lækatten er
det værd at frede om i en Planteskole. I
Præparatet Ratin (Musetyfusbaciller) har man et
virksomt Middel til Udryddelse af Mus; det er især
kraftigt virkende overfor Husmus og Markmus.
Skovmusen, der dog heldigvis sjældnere optræder i
Planteskoler, har større Modstandskraft imod
Ratin, idet kun Halvdelen af de angrebne Dyr dør.
Hvor den findes, bør man derfor efter gentagen
Udsætning af Ratin udsatte Strykninhvede eller
Præparatet Ratinin. Ratin og Gift, der sættes for
Mus, bør udlægges i Drænrør med c. 4 cm
Lysning, dels for at beskytte Præparaterne mod
Regn, dels for at hindre, at andre Dyr æder dem.
Ratin bør Aaret igennem, med nogle Ugers
Mellemrum, udsættes saavel i Frøbedskvarteret som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
