Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / II. Bind. K--Ø samt Litteraturfortegnelse / 198 (1920-1921) Author: L. Helweg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pastinak - Paulownia - Pavetta - Pavia - Peberbusk - Pebermynte - Peberrod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og skarp Sortering maa meget tilraades.
Udplantning straks efter; en 4-5 cm høj Jordhypning
inden Vinteren er dog sikrest for at hindre
Opfrysning; om Foraaret tidligt jævnes Kammene
ved en let Tvær- eller Krydsharvning. Eller
Rødderne kan kules og udplantes tidligst muligt om
Foraaret. Modningen begynder midt—sidst i Aug.
og varer til hen i Sept. Helst maa Skærmene
afskæres af nogle Gange, da modent Frø sidder
meget løst, og for tidligt høstet Frø, — saaledes
som meget af det bliver, hvis Stænglerne skæres
samlede af — faar en alt for lav og lidet
holdbar Spireevne. I øvrigt som Gulerodsfrø; men det
er meget lettere at rense. 12-1500 kg pr. ha
regnes som god Middelavl. Gulerodsfluens Larver (se d.
A.) kan ved tidlige Angreb ødelægge en Del, og
Larver af Skærmplantemøl sammenspinder og
gnaver ofte slemt i de unge Skærme; Stykkerne maa
da flere Gange gennemgaas og Larverne
klemmes ihjel. 100 gr = c. 30,000 Frø, passende til
250-300 m Rækkelængde. Godt Frø spirer i
Løbet af 15-20 Døgn med 65-70 pCt.; men ofte
faas meget ringere Frø. Spireevnen holder
sjældent sikkert mere end i 1 Aar.
H. G—m.

Pastinak. Anvendelse: Bruges
ituskaarne som Tilsætning til »gule Ærter«. Stuvet i
Tomatsauce til Kødrand og lign. Stegte, som
selvstændig Ret med Kartofler, brunet Smør eller
Caperssauce. Til Gratin, Urtefars, Salat og Suppe.
M. L.

Paulownia imperialis.

Paulownia (Serophulariaceæ). P. imperialis
Sieb. & Zucc. (P. tomentosa Steud.), Japan, er et
temmelig haardført, paa gunstig Vokseplads
mellemhøjt Træ, der hos os forefindes eller har været
forefundet i Eksemplarer af mindst indtil 14 m
Højde. Det er et smukt og ejendommeligt Træ,
især paa Grund af sine meget store og brede,
langstilkede, helrandede eller svagt haandlappede,
filtede Blade, der navnlig paa unge, kraftige Skud,
fremkomne f. Eks. efter Nedskæring, kan naa en
Længde for selve Bladpladens Vedkommende af over
25 cm og omtrent samme Bredde. De i store Toppe
siddende, anselige og smukke, violetrøde,
indvendig gulbrunt punkterede og stribede vellugtende
Blomster kommer kun yderst sjældent til
Udvikling hos os.
A. B.

Anvendelse: P. kan kun dyrkes under
meget gunstige Forhold, men er disse til Stede,
og Træet kan opnaa god Udvikling og sin store
eksotiske Bladvækst, eventuelt Blomstring, er dette
god Begrundelse til at give det en fri,
iøjnefaldende Plads. Det nytter næppe at plante det
andre Steder end paa de sydlige Øer, men her
har større Træer taalt vore Vintre — ogsaa uden
Indbinding — og i enkelte Aar blomstret. P. kan
undtagelsesvis ogsaa benyttes som Bladplante.
Kultur: P. formeres ved indført Frø, som saas
i Kasser eller Potter under Glas, og ved
Rodstiklinger i en varm Drivbænk. Planterne prikles
rettest i Potter, hvorved de lettest kan gives en
efter Behovet passende Afstand, dyrkes om
Sommeren paa Friland paa en Plads med godt Læ og
overvintres de første Aar frostfrit. Ved
Udplantning giver man dem en lys, lun og varm Plads
med dybt bearbejdet, næringsrig, ikke tør
Muldjord, og vil man opdrætte dem som Træer,
bevikler man dem om Vinteren med Halm — som
ved større Planter lettest sker ved tyktsnoede
Halmsimer — og giver dem derefter et Dække
af Løv og Granris ved Roden, en Behandling, som
i alt Fald maa fortsættes, indtil man efter nogle
Aars Forløb har opnaaet at faa fast, modent Træ,
som kan taale nogen Frost. Benyttet som
Bladplante nedskæres Skuddene om Efteraaret til
Grunden, hvorefter Roden dækkes godt med Løv om
Vinteren. Om Foraaret vil der da fremkomme
indtil mandshøje Skud med meget store Blade.
Saadanne Planter kræver rigelig Næring, men de
er ikke holdbare.
J. B.

Pavetta se Ixora.

Pavia se Æsculus.

Peberbusk se Daphne Mezereum.

Pebermynte se Mentha.

Peberrod, Pepparot (s.), Cochlearia
Armoracia L. (Cruciferæ), fleraarig Køkkenurt, som
vokser vildt i de fleste Lande i Europa, men
navnlig paa fugtige Steder af Østeuropas Saltstepper.
Planten er fuldkommen haardfør her i Landet.
Dyrkes for Rodens Skyld. Variationerne mellem de
dyrkede Former er ikke store; dog findes der
Stammer med mindre Blade og større og finere
Rødder og det modsatte. Kultur: Voksestedet
maa ligge fuldt udsat for Solen. I ikke for
udsatte Egne er særligt Læ overflødigt. Jordstykket
maa til alle Tider af Aaret indeholde
tilstrækkelig Fugtighed uden dog at lide af staaende
Grundvand. Selve Jorden maa være skørteret, dybt
muldet og meget næringsrig. Planten ynder
Staldgødning og saltholdige Stoffer som Tang, dog maa
den ikke gerne komme i direkte Berøring med
frisk Gødning, da dette skal fremkalde Pletter
paa Roden og gøre den tilbøjelig til at grene sig.
Naturlige Voksesteder, som egner sig godt for
Peberrodsdyrkning, er udtørrede Damme, Grave
o. l., hvor i Tidens Løb et tykt Lag Dynd er

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>