Bibelen / Efeserne 4 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Efeserne 4

  1.  Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at
      vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,
  2.  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære
      over med hverandre i Kærlighed
  3.  og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;
  4.  eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb
      i eders Kaldelse;
  5.  een Herre, een Tro, een Dåb,
  6.  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i
      alle!

  7.  Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.
  8.  Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han
      Fanger og gav Menneskene Gaver."
  9.  Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til
      Jordens nedre Egne.
 10.  Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle.
      Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.
 11.  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som
      Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,
 12.  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til
      Kristi Legemes Opbyggelse,
 13.  indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds
      Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,
 14.  for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og
      omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil,
      ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;
 15.  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder
      opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,
 16.  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes
      ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels
      tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af
      sig selv i Kærlighed.

 17.  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere
      vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,
 18.  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge
      af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes
      Forhærdelse,
 19.  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at
      øve al Urenhed i Havesyge.
 20.  Men I have ikke således lært Kristus,
 21.  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således
      som Sandhed er i Jesus,
 22.  at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle
      Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,
 23.  men fornyes i eders Sinds Ånd
 24.  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i
      Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

 25.  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste,
      efterdi vi ere hverandres Lemmer.
 26.  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders
      Forbitrelse;
 27.  giver ikke heller Djævelen Rum!
 28.  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre
      det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at
      meddele den, som er i Trang.
 29.  Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er
      god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som
      høre derpå;
 30.  og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede
      til Forløsningens Dag.
 31.  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse
      blive langt fra eder tillige med al Ondskab!
 32.  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende
      hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.