Bibelen / Romerne 11 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Romerne 11

  1.  Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
      Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
  2.  Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
      I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
      træder frem for Gud imod Israel, sigende:
  3.  "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
      nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
      mit Liv."
  4.  Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
      mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
  5.  Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
      et Nådes-Udvalg.
  6.  Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
      bliver Nåden ikke mere Nåde.
  7.  Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
      Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
  8.  som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
      at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
  9.  Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
      Anstød og til Gengældelse for dem;
 10.  deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
      Ryg!"

 11.  Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
      være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
      Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
 12.  Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
      Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
 13.  Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
      Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
 14.  om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
      af dem.
 15.  Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
      da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

 16.  Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
      dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
 17.  Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
      Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
      Olietræets Rod og Fedme,
 18.  da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
      jo ikke du Roden, men Roden dig.
 19.  Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
      indpodet.
 20.  Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
      Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
 21.  Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
      spare dig.
 22.  Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
      Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
      Godhed; ellers skal også du afhugges.
 23.  Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
      thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
 24.  Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
      Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
      meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
      af Natur tilhøre!

 25.  Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
      Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
      Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
      Hedningernes Fylde er gået ind;
 26.  og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
      skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
 27.  og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
 28.  Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
      Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
 29.  thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
 30.  Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
      Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
 31.  således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
      Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
      Del.
 32.  Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
      forbarme sig over alle.
 33.  O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
      ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
 34.  Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
 35.  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
      derfor?
 36.  Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
      Evighed! Amen.