Bibelen / Apostelenes gerninger 13 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 13

  1.  Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og
      Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og
      Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten
      Herodes, og Saulus.
  2.  Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd:
      "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har
      kaldet dem."
  3.  Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.
  4.  Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned
      til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
  5.  Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i
      Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.
  6.  Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en
      Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
  7.  Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig
      Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at
      høre Guds Ord.
  8.  Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem
      imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.
  9.  Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den
      Helligånd, så fast på ham og sagde:
 10.  "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du
      Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende
      Herrens de lige Veje?
 11.  Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og
      til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke
      over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde
      lede ham.
 12.  Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af
      Forundring over Herrens Lære.

 13.  Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
      til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
      tilbage til Jerusalem.
 14.  Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
      gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
 15.  Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
      Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
      Brødre!  have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
 16.  Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
      israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!  17. Dette
      Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
      Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
      Arm.
 18.  Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
 19.  Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
      iblandt dem,
 20.  og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
      han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
 21.  Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
      en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
 22.  Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
      Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
      David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
      Villie."
 23.  Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
      Jesus,
 24.  efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
      Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
 25.  Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
      anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
      efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
 26.  I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
      som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
 27.  Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
      de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
      hver Sabbat.
 28.  Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
      at han måtte blive slået ihjel.
 29.  Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
      toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
 30.  Men Gud oprejste ham fra de døde,
 31.  og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
      fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
      Folket.
 32.  Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
      at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
      Jesus;
 33.  som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
      har født dig i Dag."
 34.  Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
      vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
      vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
 35.  Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
      hellige at se Forrådnelse."
 36.  David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
      Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
      Forrådnelse;
 37.  men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
 38.  Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
      forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
 39.  og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
      retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
 40.  Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
      eder:
 41.  "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
      Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
      dersom nogen fortalte eder den."
 42.  Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
      til dem på den følgende Sabbat.
 43.  Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
      gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
      formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

 44.  Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
      høre Guds Ord.
 45.  Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
      modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
      spottede.
 46.  Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
      nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
      I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
      evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
 47.  Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
      Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
      Jordens Ende."
 48.  Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
      Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
 49.  og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
 50.  Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
      første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
      Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
 51.  Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
      Ikonium.
 52.  Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.