Bibelen / Apostelenes gerninger 3 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Apostelenes gerninger 3

  1.  Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den
      niende Time.
  2.  Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham
      satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den
      skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen,
      om Almisse.
  3.  Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i
      Helligdommen, bad han om at få en Almisse.
  4.  Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på
      os!"
  5.  Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.
  6.  Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har,
      det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"
  7.  Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.
  8.  Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og
      stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han
      gik omkring og sprang og lovede Gud.
  9.  Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
 10.  Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port
      til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel
      og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
 11.  Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket
      rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes
      Salomons.

 12.  Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd!
      Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os,
      som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han
      kan gå?
 13.  Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har
      herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for
      Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
 14.  Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en
      Morder måtte skænkes eder.
 15.  Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde,
      hvorom vi ere Vidner.
 16.  Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se
      og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans
      Førlighed i Påsyn af eder alle.
 17.  Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også
      eders Rådsherrer.
 18.  Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved
      alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
 19.  Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må
      blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra
      Herrens Åsyn,
 20.  og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,
 21.  hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses
      Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra
      de ældste Dage.
 22.  Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af
      eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end
      vil tale til eder.
 23.  Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal
      udryddes af Folket."
 24.  Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange
      som talte, have også forkyndt disse Dage.
 25.  I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede
      med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle
      alle Jordens Slægter velsignes."
 26.  For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at
      velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."