- Project Runeberg -  Bibelen /
Lukas 6

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Lukas 6

  1.  Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem
      en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med
      Hænderne og spiste.
  2.  Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er
      tilladt at gøre på Sabbaten?"
  3.  Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad
      David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
  4.  hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og
      gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt
      at spise dem uden Præsterne alene."
  5.  Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over
      Sabbaten."

  6.  Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og
      lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen.
  7.  Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde
      helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham
      for.
  8.  Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde
      den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han
      rejste sig og stod frem.
  9.  Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at
      gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at
      ødelægge det?"
 10.  Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd
      ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den
      anden.
 11.  Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de
      skulde gøre ved Jesus.

 12.  Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at
      bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
 13.  Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv
      af dem, hvilke han også kaldte Apostle:
 14.  Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og
      Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
 15.  og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes
      Zelotes,
 16.  Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

 17.  Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en
      Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele
      Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
 18.  som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme.
      Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder;
 19.  og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra
      ham og helbredte alle.

 20.  Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige
      ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
 21.  Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I,
      som nu græde, thi I skulle le.
 22.  Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og
      håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens
      Skyld.
 23.  Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i
      Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne.
 24.  Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst.
 25.  Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I,
      som nu le, thi I skulle sørge og græde.
 26.  Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde
      gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

 27.  Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem
      godt, som hade eder;
 28.  velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke
      eder.
 29.  Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til;
      og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke
      Kjortelen!
 30.  Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er,
      kræve du det ikke igen!
 31.  Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså
      skulle også I gøre imod dem!
 32.  Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor?
      Thi også Syndere elske dem, som dem elske.
 33.  Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak
      have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme.
 34.  Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I
      derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen.
 35.  Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente
      noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den
      Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
 36.  Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

 37.  Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så
      skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder;
 38.  giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt
      Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal
      der tilmåles eder igen."
 39.  Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en
      blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
 40.  En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt
      færdig, skal være som sin Mester.
 41.  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men
      Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
 42.  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig
      drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i
      dit eget Øje?  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og
      da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders
      Øje.

 43.  Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet
      råddent Træ, som bærer god Frugt
 44.  Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke
      Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en
      Tornebusk.
 45.  Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd,
      og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi
      af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

 46.  Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg
      siger?
 47.  Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem,
      hvem han er lig, skal jeg vise eder.
 48.  Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden
      og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom,
      styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi
      det var bygget godt.
 49.  Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske,
      der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede
      imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev
      stort."


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:14 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/42_06.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free