Bibelen / Zefanias 2 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Zefanias 2

  1.  Saml jer,saml jer, I Folk, som ej kender Skam,
  2.  før I endnu er blevet som flyvende Avner, før HERRENs glødende
      Harme kommer over eder, før HERRENs Vredes Dag kommer over eder.
  3.  Søg HERREN, alle I ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg
      Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENs Vredes
      Dag.

  4.  Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort
      ved Middag, Ekron udryddes.
  5.  Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; HERRENs Ord over
      dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen
      bor der.
  6.  Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg.
  7.  Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse
      derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi HERREN
      deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.

  8.  Jeg hørte Moabs Spot, Ammoniternes hånende Ord, med hvilke de
      spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land.
  9.  Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers HERRE,
      Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som
      Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid.
      Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk
      skal eje dem.
 10.  Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede
      Hærskarers HERREs Folk og gjorde sig store over for det.
 11.  Frygtelig er HERREN for dem; thi han udrydder alle Jordens
      Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver
      på sit Sted.

 12.  Også I Ætiopere skal falde for HERRENs Sværd,
 13.  og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør
      han til Ødemark, tørt som en Ørk;
 14.  Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets
      Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen,
      Ravnen på Tærsklen.
 15.  Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte:
      "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed
      for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.