Bibelen / Daniel 11 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Daniel 11

 2 b. Se, endnu skal der fremstå tre konger i
      Persien, og den fjerde skal komme til større Rigdom end nogen af
      de andre; og når han er blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han
      opbyde alt imod det græske Rige.
  3.  Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og
      gøre, hvad han vil.
  4.  Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter
      de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans
      Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans
      Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.

  5.  Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver
      stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.
  6.  Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter
      drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men
      Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun
      gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.
  7.  I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder;
      og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans
      Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,
  8.  endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare
      Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden
      skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro.
  9.  Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem
      til sit Land.

 10.  Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager
      frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han
      kommer igen og trænger frem til hans Fæstning.
 11.  Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod
      Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives
      i Sydens Konges Hånd.
 12.  Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker
      Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.
 13.  Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den
      forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær
      og et vældigt Tros.
 14.  Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og
      Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i
      Opfyldelse, men selv falder de.
 15.  Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en
      Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og
      har ikke Modstandskraft.

 16.  Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig
      imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer
      Ødelæggelse med sig.
 17.  Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men
      slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til
      Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for
      ham.
 18.  Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en
      Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans
      Hån.
 19.  Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han
      snubler, falder og forsvinder.
 20.  I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem
      Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm,
      ej heller i Strid.

 21.  I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages
      ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig
      Kongedømmet ved Rænker.
 22.  Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.
 23.  Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han
      drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.
 24.  Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans
      Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør
      han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog
      kun til en Tid.
 25.  Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud
      med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en
      overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes
      Rænker imod ham;
 26.  hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og
      mange dræbes og falder.
 27.  Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og
      lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den
      fastsatte Tid.
 28.  Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger
      hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og
      vender hjem til sit Land.

 29.  Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke
      anden Gang som første;
 30.  kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og
      vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han
      giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som
      falder fra den hellige Pagt.
 31.  Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste
      Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens
      Vederstyggelighed.
 32.  Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald;
      men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i
      Gerning.
 33.  De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang
      bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.
 34.  Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter
      sig til dem på Skrømt.
 35.  Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud
      iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu
      tøver den til den bestemte Tid.


 36.  Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver
      Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken
      med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det
      sker.
 37.  Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes
      Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem
      alle.
 38.  I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke
      kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.
 39.  I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der
      vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over
      mange, og han uddeler Land til Løn.

 40.  Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og
      Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i
      Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.
 41.  Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men
      følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning
      Ammoniter.
 42.  Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.
 43.  Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens
      Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.
 44.  Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i
      stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.
 45.  Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige
      Bjerg.  Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til
      Hjælp.