Bibelen / Klagesangene 4 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Klagesangene 4

  1.  Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige
      Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
  2.  Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar,
      Pottemagerhænders Værk
  3.  Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit
      Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
  4.  Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om
      Brød, og ingen gav dem.
  5.  Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på
      Purpur, favnede Skarnet.
  6.  Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat
      blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

  7.  Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres
      Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
  8.  mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden
      hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
  9.  Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen,
      dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
 10.  Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød
      sammen, blev de dem til Føde.

 11.  HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion
      en Ild, dets Grundvolde åd den.
 12.  Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende
      skulde stå i Jerusalems Porte.
 13.  Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets
      Midte udgød retfærdiges Blod.
 14.  De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med
      Klæderne Ting, som ikke må røres.
 15.  "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de
      flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
 16.  HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man
      ej eller ynked Profeter.
 17.  End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på
      Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
 18.  De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var
      nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
 19.  Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte
      de efter os, lured i Ørkenen,
 20.  vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i
      hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

 21.  Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret
      nå, du skal blotte dig drukken.
 22.  Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger,
      Edom, din Skyld, afslører dine Synder.