Bibelen / Jeremias 3 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Jeremias 3

  1.  Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en
      anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej
      sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere,
      vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN.
  2.  Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene
      vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved
      din Utugt og Ondskab,
  3.  en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande
      har du, trodser al Skam.
  4.  Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.
  5.  Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således
      taler du, men øver det onde til Gavns.

  6.  HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den
      troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg
      og hen under ethvert grønt Træ og bolede.
  7.  Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om
      til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster
      Juda;
  8.  hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes
      Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde
      Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede.
  9.  Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten
      og Træ.
 10.  Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig
      af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN.
 11.  Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end
      det svigefulde Judas.

 12.  Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel,
      lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er
      jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede;
 13.  men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de
      fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte
      ikke min Røst, så lyder det fra HERREN.

 14.  Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HERREN; thi jeg er
      eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og
      bringer eder til Zion,
 15.  og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder
      med Indsigt og Kløgt.
 16.  Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage,
      lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENs Pagts
      Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de
      skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal
      ikke laves.
 17.  På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENs Trone, og der, til
      HERRENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de
      skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.
 18.  I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet
      skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre
      i Eje.

 19.  Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg
      giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg
      sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!"
 20.  Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus,
      så lyder det fra HERREN.
 21.  Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn,
      fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud.
 22.  Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi
      kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud.
 23.  Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos
      HERREN vor Gud er Israels Frelse.
 24.  Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og
      Hornkvæg, Sønner og Døtre.
 25.  Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod
      HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af
      til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.