- Project Runeberg -  Bibelen /
Esajas 45

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Esajas 45

  1.  Så siger HERREN til sin Salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb
      for at nedstyrte Folk for hans Ansigt og løsne Kongernes Gjord,
      for at åbne Dørene for ham, så Portene ikke var stængt:
  2.  Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg
      sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern.
  3.  Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn, så du kender,
      at den, der kaldte dig ved Navn, er mig, er HERREN, Israels Gud.
  4.  For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes, Israels,
      Skyld kalder jeg dig ved dit Navn, ved et Æresnavn, skønt du ej
      kender mig.
  5.  HERREN er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg
      omgjorder dig, endskønt du ej kender mig,
  6.  så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang: der er ingen
      uden mig. HERREN er jeg, ellers ingen,
  7.  Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds Kilde og Ulykkes
      Skaber: Jeg er HERREN, der virker alt.

  8.  Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd, I Skyer, Jorden
      åbne sit Skød, så Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige.
      Jeg, HERREN, lader det ske.
  9.  Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår kun blandt Skår af
      Jord! Siger Ler til Pottemager: "Hvad kan du lave?" hans Værk:
      "Du har ikke Hænder!"
 10.  Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?" til sin
      Moder: "Hvad kan du føde?"
 11.  Så siger HERREN, Israels Hellige, Fremtidens Ophav: I spørger
      mig om mine Børn, for mine Hænders Værk vil I råde!
 12.  Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine
      Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær;
 13.  det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg jævner alle hans Veje;
      han skal bygge min By og give mine bortførte fri ikke for Løn
      eller Gave, siger Hærskarers HERRE.

 14.  Så siger HERREN: Ægyptens Løn, Ætiopiens Vinding, Sebæernes
      granvoksne Mænd, de skal komme og tilhøre dig, og dig skal de
      følge; de skal komme i Lænker og kaste sig ned for dig og
      bønfalde dig: "Kun hos dig er Gud, der er ingen anden Gud."
 15.  Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en
      Frelser!
 16.  Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går
      Gudemagerne om med Skændsel.
 17.  Israel frelses ved HERREN, en evig Frelse, i Evighed bliver I
      ikke til Skam og Skændsel.
 18.  Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han, som er Gud, som
      dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde,
      men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen.
 19.  Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs
      Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, HERREN, taler hvad ret er,
      forkynder, hvad sandt er.
 20.  Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes undslupne!
      Uvidende er de, som bærer et Billede af Træ, de, som beder til
      en Gud, der ikke kan frelse.
 21.  Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå sammen: Hvo
      kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som
      er HERREN? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen
      retfærdig, frelsende Gud.
 22.  Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg,
      ellers ingen;
 23.  jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender
      ikke tilbage: Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge sværge
      mig til.
 24.  "Kun hos HERREN," skal man sige, "er Retfærd og Styrke; til ham
      skal alle hans Avindsmænd komme med Skam."
 25.  Ved HERREN når al Israels Æt til sin Ret og jubler.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:08 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/23_45.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free