Bibelen / Esajas 42 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Esajas 42

  1.  Se min Tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg
      har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til
      Folkene.
  2.  Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden,
  3.  bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder
      Ret med Troskab,
  4.  vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og
      fjerne Strande bier på hans Lov.
  5.  Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte
      Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som
      vandrer der, Ånde.
  6.  Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om
      Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til
      Hedningelys
  7.  for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra
      Fangehullet Mørkets Gæster.

  8.  Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej
      Gudebilleder min Pris.
  9.  Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting,
      kundgør dem, før de spirer frem.

 10.  Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og
      dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem;
 11.  Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor;
      Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder;
 12.  HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande.
 13.  HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin
      Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine
      Fjender til Strid.
 14.  En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig
      selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper
      efter Luft.
 15.  Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør
      Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre.
 16.  Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør
      Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de
      Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.
 17.  Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som
      siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"

 18.  I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se!
 19.  Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte?
      Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener?
 20.  Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej.
 21.  For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og
      Ære.
 22.  Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler,
      skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til
      Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"
 23.  Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre
      det:
 24.  Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd?
      Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde
      vandre, hvis Lov de ikke hørte?
 25.  Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede
      om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til
      Hjerte.