Bibelen / Prædikeren 9 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Prædikeren 9

  1.  Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det
      alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i
      Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide
      noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.
  2.  Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og
      ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det
      går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at
      sværge.
  3.  Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at
      alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes
      Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet
      igennem, og tilsidst må de ned til de døde.
  4.  Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi
      levende Hund er bedre faren end død Løve.
  5.  Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved
      ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem
      slettes ud.
  6.  Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er
      forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget
      af det, som sker under Solen.

  7.  Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi
      din Id har Gud for længst kendt god.
  8.  Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!
  9.  Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage,
      som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og
      af den Flid, du gør dig under Solen.
 10.  Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er
      hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i
      Dødsriget, hvor du stævner hen.

 11.  Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over
      Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet,
      ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over
      Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.
 12.  Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges
      i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom
      disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat
      falder over dem.

 13.  Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde
      dybt Indtryk på mig:
 14.  Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor
      Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;
 15.  men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han
      frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.
 16.  Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges
      Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."

 17.  Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb
      iblandt Dårer.
 18.  Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge
      meget godt.