Bibelen / Prædikeren 3 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Prædikeren 3

  1.  Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
  2.  Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til
      at rydde,
  3.  Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid
      til at opbygge,
  4.  Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til
      at danse,
  5.  Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at
      favne og Tid til ikke at favne,
  6.  Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til
      at bortkaste,
  7.  Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at
      tale,
  8.  Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til
      Fred.
  9.  Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
 10.  Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
 11.  Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han
      lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter
      det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
 12.  Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at
      glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
 13.  Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin
      Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
 14.  Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at
      noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort
      det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
 15.  Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede
      været; Gud leder det svundne op.

 16.  Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted
      og Gudløshed på Retfærds Sted.
 17.  Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer
      Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en
      Tid.
 18.  Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at
      Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
 19.  Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den
      anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud
      for Dyrene, thi alt er Tomhed.
 20.  Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender
      tilbage til Mulden.
 21.  Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer
      nedad til Jorden?
 22.  Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde
      sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham
      så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?