Bibelen / Ordsprogene 14 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Ordsprogene 14

  1.  Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
  2.  Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje,
      agter ham ringe.
  3.  I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne
      Vagt.
  4.  Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver
      Høsten stor.
  5.  Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
  6.  Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer
      forstandig let.
  7.  Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til
      Kundskabs Læber.
  8.  Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er
      Svig.
  9.  Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt
      retsindige.
 10.  Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets
      Glæde.
 11.  Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
 12.  Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
 13.  Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
 14.  Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er
      god.
 15.  Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
 16.  Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
 17.  Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
 18.  De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig
      Kundskab.
 19.  Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
 20.  Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
 21.  Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har
      Medynk med arme.
 22.  De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt,
      finder Nåde og Trofasthed.
 23.  Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
 24.  De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
 25.  Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
 26.  Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en
      Tilflugt.
 27.  HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
 28.  At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens
      Fald.
 29.  Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i
      Dårskab.
 30.  Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
 31.  At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med
      fattige.
 32.  Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er
      retfærdige trygge.
 33.  Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den
      ikke.
 34.  Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
 35.  En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans
      Vrede.