Bibelen / Nehemias 5 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Nehemias 5

  1.  Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod
      deres Brødre, Jøderne.
  2.  Nogle sagde: "Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få
      Horn til Livets Ophold!"
  3.  Andre sagde: "Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant
      for at få Korn under Hungersnøden!"
  4.  Atter andre sagde: "Vi har måttet låne på vore Marker og
      Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter!
  5.  Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore
      Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore
      Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre
      er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det,
      eftersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!"

  6.  Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden
      heftigt op i mig;
  7.  og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store
      og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for
      eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod
      dem
  8.  og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt
      vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I
      sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og
      fandt intet at svare.
  9.  Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således!
      Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til
      Hedningerne, vore Fjenders Spot?
 10.  Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn;
      men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!
 11.  Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse
      tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I
      har lånt dem!
 12.  Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem
      noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og
      lod dem sværge på, at de vilde handle således.
 13.  Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder
      dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja,
      således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele
      Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede
      efter sit Løfte.

 14.  Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig
      være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's
      tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År,
      spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom
      Statholderen,
 15.  medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på
      Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel
      Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets
      Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.
 16.  Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi
      ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved
      Arbejdet.
 17.  Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os
      fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;
 18.  og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte
      Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver
      tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede
      jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet
      tyngede hårdt på Folket.
 19.  Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det
      til gode, min Gud!