Bibelen / Anden Krønikebog 32 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Anden Krønikebog 32

  1.  Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
      Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
      befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
  2.  Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
      angribe Jerusalem,
  3.  rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
      for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
      Hjælp.
  4.  Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
      for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
      "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
      kommer?"
  5.  Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
      var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
      Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
      Mængde Kastevåben og Skjolde.
  6.  Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
      sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
      dem og sagde:
  7.  "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
      Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
      en større er med os end med ham!
  8.  Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
      hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
      Ezekias af Judas Ord.

  9.  Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
      Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
      Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
 10.  "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
      eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
 11.  Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
      han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
 12.  Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
      sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
      tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
 13.  Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
      Folkeslag?  Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
      min Hånd?
 14.  Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
      mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
      Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
 15.  Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
      Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
      kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
      hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
 16.  Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
      Tjener Ezekias.
 17.  Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
      imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
      frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
      Folk af min Hånd!"
 18.  Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
      stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
      kunne tage Byen.
 19.  Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
      Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
 24.  Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
      til Himmelen.
 21.  Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
      Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
      og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
      Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
      Sværdet.
 22.  Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
      Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
      Ro på alle Kanter.
 23.  Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
      til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
      alle Hedningefolk.

 24.  Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
      svarede ham og gav ham et Tegn.
 25.  Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
      hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
      over Juda og Jerusalem.
 26.  Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
      med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
      Ezekias's Dage.

 27.  Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
      Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
      kostelige Ting
 28.  og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
      alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
 29.  Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
      Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
 30.  Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
      Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
      lykkedes for ham.
 31.  Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
      der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
      Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
      og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.

 32.  Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
      Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
      Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
 33.  Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
      ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
      Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
      og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.