Bibelen / Anden Krønikebog 20 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Anden Krønikebog 20

  1.  Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
      Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
  2.  Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
      Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
      fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
  3.  Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
      søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
  4.  Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
      Judas Byer kom de for at søge HERREN.
  5.  Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
      HERRENs Hus foran den nye Forgård
  6.  og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
      det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
      er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
  7.  Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
      foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
      for evigt?
  8.  Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
      Navn, idet de sagde:
  9.  Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
      vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
      bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
      høre det og frelse os!
 10.  Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
      Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
      fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
      tilintetgjorde dem ikke,
 11.  se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
      os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
 12.  Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
      over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
      ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"

 13.  Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
      Familier, Kvinder og Børn,
 14.  kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
      Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
      Mattanja, af Asafs Sønner,
 15.  og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
      Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
      ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
      men Guds!
 16.  Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
      ved Hazziz, og I vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
      Jeruels Ørken.
 17.  Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
      stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
      og Jerusalems Indbyggere!  Frygt ikke og forfærdes ikke, men
      drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
 18.  Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
      og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
 19.  men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
      at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.

 20.  Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
      drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
      Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og I skal blive
      boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
 21.  Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
      til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
      evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
      frem foran de væbnede.
 22.  Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
      et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
      Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
 23.  Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
      og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
      med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.

 24.  Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
      Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
      døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
 25.  Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
      fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
      så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
      til at plyndre; så meget var der.
 26.  Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
      HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
      den Dag i Dag.
 27.  Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
      Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
      havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
 28.  og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
      HERRENs Hus.
 29.  Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
      HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
 30.  Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
      alle Sider.

 31.  Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
      Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
      Azuba og var Datter af Sjilhi.
 32.  Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
      gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
 33.  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
      Hjertet til deres Fædres Gud.

 34.  Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
      står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
      i Bogen om Israels Konger.

 35.  Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
      Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
 36.  han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
      til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
 37.  Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
      og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
      gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
      Tarsis.