- Project Runeberg -  Bibelen /
Første Krønikebog 22

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Første Krønikebog 22

  1.  Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels
      Brændofferalter stå!"
  2.  David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i
      Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge
      Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus;
  3.  fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på
      Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber
  4.  og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte
      David Cederbjælker i Mængde.
  5.  Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men
      Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for
      at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil
      træffe Forberedelser for ham." Og David traf store
      Forberedelser, før han døde.

  6.  Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN,
      Israels Gud, et Hus.
  7.  Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at
      bygge HERREN min Guds Navn et Hus;
  8.  men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod
      og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du
      har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn.
  9.  Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg
      vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans
      Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans
      Dage.
 10.  Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og
      jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans
      Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid!
 11.  Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at
      bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig.
 12.  Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte
      dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov!
 13.  Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og
      Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig
      og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet!
 14.  Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000
      Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og
      Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg
      tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere.
 15.  En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere,
      Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af
      enhver Art.
 16.  Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede
      - så tag da fat, og HERREN være med dig!"

 17.  Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og
      sagde:
 18.  "Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro
      til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd,
      og Landet er underlagt HERREN og hans Folk;
 19.  så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders
      Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs
      Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal
      bygges HERRENS Navn."


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:01 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/13_22.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free