Bibelen / Første Kongebog 2 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Første Kongebog 2

  1.  Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn
      Salomo disse Befalinger:
  2.  "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en
      Mand!
  3.  Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje
      og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd,
      således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken
      med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
  4.  for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han
      sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i
      Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl,
      skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
  5.  Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig,
      hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners
      Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og
      således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og
      besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med
      uskyldigt Blod;
  6.  gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå
      Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
  7.  Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de
      skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den
      Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder
      Absalom.
  8.  Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra
      Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig,
      dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved
      Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel
      med Sværd!
  9.  Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og
      vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå
      Hår blodige ned i Dødsriget."

 10.  Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      Davidsbyen.
 11.  Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År;
      i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
 12.  Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans
      Herredømme blev såre stærkt.

 13.  Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun
      spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg
      gør!"
 14.  Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun
      svarede: "Så tal!"
 15.  Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele
      Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være
      Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN
      lod det tilfalde ham.
 16.  Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!"
      Hun svarede: "Så tal!"
 17.  Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise
      - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
 18.  Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"

 19.  Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas
      Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for
      hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone
      sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre
      Side.
 20.  Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke
      afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil
      ikke afvise dig!"
 21.  Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til
      Hustru!"
 22.  Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag
      fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om
      Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten
      Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
 23.  Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene
      og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
 24.  Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min
      Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu
      i Dag skal Adonija miste Livet!"
 25.  Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge
      ham ned; således døde han.

 26.  Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din
      Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg
      ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs
      Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
 27.  Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst
      for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.

 28.  Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til
      Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms -
      søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
 29.  og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i
      HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja,
      Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
 30.  Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således
      siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg
      dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt
      og svaret ham.
 31.  Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og
      jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod,
      Joab har udgydt;
 32.  HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at
      han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han
      selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids
      Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters
      Søn, Judas Hærfører;
 33.  så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig,
      medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone
      Fred til evig Tid!"
 34.  Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte
      ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
 35.  Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted,
      medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

 36.  Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i
      Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
 37.  thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du
      vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
 38.  Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger,
      således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i
      Jerusalem.
 39.  Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til
      Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans
      Trælle var i Gat,
 40.  brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at
      hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle
      med hjem fra Gat.
 41.  Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til
      Gat og kommet tilbage igen,
 42.  lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed
      ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og
      begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er
      dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
 43.  Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den
      Befaling, jeg gav dig?"
 44.  Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er
      sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu
      lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
 45.  men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå
      urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
 46.  Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen
      og huggede ham ned; således døde han.