Bibelen / 2. Samuel 14 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

2.Samuel 14

 39.  Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
      havde trøstet sig over Amnons Død.  14-1 Da nu Joab, Zerujas
      Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
  2.  sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
      hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
      at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
      lang Tid har sørget over en afdød;
  3.  gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
      Ordene i Munden.
  4.  Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
      Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
  5.  Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
      er Enke, min Mand er død.
  6.  Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
      og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
      anden ihjel.
  7.  Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
      Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
      Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
      ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
      at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
  8.  Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
      for dig!"
  9.  Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
      mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
      skal være skyldfri!"
 10.  Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
      mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
 11.  Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
      for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
      blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
      der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"

 12.  Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
      Ord?" Han svarede: "Tal!"
 13.  Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
      Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
      og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
      tilbage.
 14.  Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
      samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
      tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
      ikke skal være forstødt for stedse.
 15.  Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
      Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
      Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
      Kongen sin Trælkvindes Bøn;
 16.  thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
      Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
      Guds Arvelod.
 17.  Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
      Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
      skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"

 18.  Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu
      stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen
      tale!"
 19.  Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og
      Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt
      at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din
      Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle
      disse Ord i Munden.
 20.  For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort
      således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved
      alle Ting på Jorden!"

 21.  Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og
      bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
 22.  Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og
      velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet
      Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin
      Træls Bøn!"
 23.  Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til
      Jerusalem.
 24.  Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn
      bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for
      Kongens Åsyn blev han ikke stedet.

 25.  Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin
      Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde
      ved ham.
 26.  Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang
      der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte
      han lade det klippe - vejede det 200 Sekel efter kongelig Vægt.
 27.  Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun
      var en smuk Kvinde.

 28.  Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for
      Kongen.
 29.  Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til
      Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,
      men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den
      Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på
      den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
 31.  Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har
      dine Folk stukket Ild på min Mark?"
 32.  Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig
      komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:
      Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for
      mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er
      der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
 33.  Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han
      Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for
      ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede
      Kongen Absalon.