- Project Runeberg -  Bibelen /
Rut 2

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Rut 2

  1.  No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand
      af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
  2.  En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i
      Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."
      Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
  3.  Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og
      det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks
      Slægt.
  4.  Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:
      "HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
  5.  Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:
      "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
  6.  Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en
      moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra
      Moab;
  7.  hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene
      efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges
      tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
  8.  Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og
      sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig
      til mine Piger her;
  9.  hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har
      pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du
      tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene
      øser op!"
 10.  Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til
      ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser
      mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
 11.  Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været
      for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din
      Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du
      ikke tidligere kendte;
 12.  HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig
      fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
 13.  Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,
      siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,
      skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"

 14.  Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og
      dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han
      rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og
      endda levne.
 15.  Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad
      hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
 16.  I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade
      dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på
      hende!"
 17.  Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,
      hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.

 18.  Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,
      hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde
      levnet efter at have spist sig mæt.
 19.  Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i
      Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig
      Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været
      hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
 20.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har
      unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og
      No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning
      af os; han er en af vore Løsere."
 21.  Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun
      til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
 22.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at
      følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden
      Mark!"
 23.  Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil
      Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos
      sin Svigermoder.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:57 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/08_02.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free