Bibelen / Dommer 2 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Dommer 2

  1.  HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg
      førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg
      tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde
      min Pagt med eder!
  2.  Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres
      Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I
      dog gjort!
  3.  Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men
      de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive
      eder en Snare!"
  4.  Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast
      Folket i Gråd.
  5.  Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.

  6.  Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til
      sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
  7.  Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
      Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det
      Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
  8.  Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
  9.  og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims
      Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
 10.  Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem
      kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk,
      han havde øvet for Israel.
 11.  Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
      dyrkede Ba'alerne;
 12.  de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af
      Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder,
      og tilbad dem og krænkede HERREN.
 13.  De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
      Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de
      omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres
      Fjender.
 15.  Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og
      voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem.
      Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til
      HERREN,
 16.  lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som
      udplyndrede dem.
 17.  Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre
      Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre
      havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem
      ikke på.
 18.  Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN
      med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe
      Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over
      dem, som trængte og undertrykte dem.
 19.  Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu
      værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og
      dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger
      og genstridige Færd.

 20.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
      dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
      og ikke adlydt min Røst,
 21.  vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
      Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
 22.  for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
      vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
 23.  HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
      dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.