- Project Runeberg -  Bibelen /
4. Mosebog 27

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

4.Mosebog 27

  1.  Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af
      Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til
      Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa,
      Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
  2.  og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og
      hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
  3.  "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras
      Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for
      sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
  4.  Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi
      han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
  5.  Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.

  6.  Da talede HERREN således til Moses:
  7.  "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til
      Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod
      tilfalde dem
  8.  Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand
      dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod
      gå i Arv til hans Datter;
  9.  har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans
      Brødre;
 10.  har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans
      Farbrødre;
 11.  og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til
      hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal
      være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt
      Moses."

 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se
      ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
 13.  Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt
      ligesom din Broder Aron;
 14.  I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang
      Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn
      ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.

 15.  Og Moses talte således til HERREN:
 16.  "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over
      Menigheden,
 17.  som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og
      hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden
      Hyrde!"
 18.  Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem
      der er Ånd, læg din Hånd på ham,
 19.  fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt
      ham således i deres Påsyn;
 20.  og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele
      Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
 21.  Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan
      skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han
      drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle
      Israeliterne, hele Menigheden."
 22.  Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og
      fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
 23.  og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som
      HERREN havde påbudt ved Moses.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:55 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/04_27.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free