- Project Runeberg -  Bibelen /
2. Mosebog 37

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

2.Mosebog 37

  1.  Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
  2.  og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
      gylden Krans rundt om den.
  3.  Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
  4.  Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
  5.  så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
      kunde bæres med dem.
  6.  Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt,
  7.  og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
      dem, ved begge Ender af Sonedækket,
  8.  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
      han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
      begge Ender.
  9.  Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
      over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
      hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.

 10.  Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
      bredt og halvanden Alen højt,
 11.  og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
      det.
 12.  Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 13.  Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
      dets fire Ben.
 14.  Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
      man kunde bære Bordet.
 15.  Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
      Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
 16.  Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
      og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.

 17.  Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
      lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
      Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
 18.  seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 19.  På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 20.  men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
      med Bægere og Kroner,
 21.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
 22.  Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
      drevet Arbejde af purt Guld.
 23.  Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
      af purt Guld.
 24.  En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.

 25.  Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
      en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
      eet med det.
 26.  Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
      Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
 27.  og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
      stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
 28.  Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
 29.  Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
      vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:54 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/02_37.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free