- Project Runeberg -  Bibelen /
2. Mosebog 22

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

2.Mosebog 22

  1.  Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
      dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
      for Fåret.
  2.  Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
      bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
  3.  men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
      Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
      Træl til Vederlag for det stjålne;
  4.  hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
      skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
      Æsel, eller et Får.

  5.  Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
      brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
      bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
  6.  men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
      eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
      antændte Ilden, give simpel Erstatning.

  7.  Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
      stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
      dobbelt Erstatning;
  8.  men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
      og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
  9.  I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
      et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
      bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
      bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
      den anden dobbelt Erstatning.
 10.  Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
      andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
      eller røves, uden at nogen ser det,
 11.  da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
      på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
      Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
      give Erstatning.
 12.  Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
 13.  Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
      som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
 14.  Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
      dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
 15.  er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
      det lejet, er Lejesummen Erstatning.

 16.  Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
      hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
      hende til Hustru;
 17.  og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
      tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

 18.  En Troldkvinde må du ikke lade leve.
 19.  Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
 20.  Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
      Band på.
 21.  Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
      selv fremmede i Ægypten.
 22.  Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
 23.  hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
      visselig høre på deres Klageråb,
 24.  og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
      Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
      faderløse.
 25.  Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
      må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
      Renter af ham.
 26.  Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
      tilbage inden Solnedgang;
 27.  thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
      hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
      han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
 28.  Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
      forbande.

 29.  Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
      tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
 30.  Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
      skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
      mig det.
 31.  I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
      spise, I skal kaste det for Hundene.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:53 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/02_22.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free