- Project Runeberg -  Bibelen /
1. Mosebog 37

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

1.Mosebog 37

  1.  Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans
      Land
  2.  Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel,
      vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han
      hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte
      ondt Rygte om dem til deres Fader.
  3.  Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han
      var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med
      Ærmer til ham.
  4.  Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine
      andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt
      til ham.

  5.  Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som
      yderligere øgede deres Had til ham.
  6.  Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
  7.  Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og
      blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig
      for det!"
  8.  Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller
      herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og
      hans Ord.
  9.  Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han
      sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve
      Stjerner bøjede sig for mig!"
 10.  Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader
      på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal
      virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til
      Jorden for dig?"
 11.  Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i
      sit Minde.

 12.  Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders
      Småkvæg ved Sikem,
 13.  sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem;
      kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
 14.  Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til
      med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel
      sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
 15.  Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham
      og spurgte: "Hvad søger du efter?"
 16.  Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres
      Kvæg!"
 17.  Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem
      sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og
      fandt dem i Dotan.

 18.  Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til
      dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
 19.  og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
 20.  Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at
      et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af
      hans Drømme!"
 21.  Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og
      sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
 22.  Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i
      Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde
      nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til
      Faderen.
 23.  Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham,
      Ærmekjortelen, han havde på,
 24.  tog ham og kastede ham i Cisternen; men Cisternen var tom, der
      var intet Vand i den.

 25.  Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de
      Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres
      Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og
      Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
 26.  Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor
      Broder ihjel og skjule Mordet?
 27.  Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på
      ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre
      gik ind på Forslaget.
 28.  Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af
      Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel
      Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

 29.  Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der
      ikke. Så sønderrev han sine Klæder
 30.  og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte!
      Hvad skal jeg dog gøre!"
 31.  Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk,
      som de slagtede;
 32.  og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud:
      "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
 33.  Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt
      Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
 34.  Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og
      han sørgede over sin Søn i mange Dage.
 35.  Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste
      ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min
      Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans
      Fader begræd ham.
 36.  Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand
      Potifar, Livvagtens Øverste.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:52 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/01_37.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free