Bibelen / 1. Mosebog 27 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

1.Mosebog 27

  1.  Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
      se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
      "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
  2.  Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
      kommer
  3.  tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
      ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
  4.  lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
      jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

  5.  Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
      da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
      sin Fader,
  6.  sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
      sige til din Broder Esau:
  7.  Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
      kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
      Død.
  8.  Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
  9.  Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
      dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
 10.  bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
      velsigne dig før sin Død!"
 11.  Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
      håret, jeg derimod glat;
 12.  sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
      Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
 13.  Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
      Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
 14.  Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
      tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
 15.  Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
      hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
 16.  Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
      glatte på hans Hals,
 17.  og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
      tillavet.

 18.  Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
      svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
 19.  Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
      har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 20.  Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
      noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
      i Møde!"
 21.  Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
      føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
 22.  Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
      sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
 23.  Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
      Broder Esaus. Så velsignede han ham.
 24.  Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
      "Ja, jeg er!"
 25.  Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
      Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
      og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
 26.  Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
      mig, min Søn!"
 27.  Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
      hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
      Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
 28.  Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
      Overflod!
 29.  Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
      dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
      sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
      hvo dig velsigner!"

 30.  Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
      gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
      Jagten;
 31.  også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
      sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
 32.  Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
      Esau, din førstefødte!"
 33.  Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
      der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
      spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
      velsignet!"
 34.  Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
      hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
 35.  Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
      Velsignelse!"
 36.  Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
      overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
      Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
      han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
 37.  Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
      alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og
      Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
      Søn?"
 38.  Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
      Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
      græd.
 39.  Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
      Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
      ovenfra;
 40.  af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
      du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

 41.  Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
      Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
      længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
      min Broder Jakob ihjel!"
 42.  Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
      Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
      Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
 43.  adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
 44.  og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
 45.  til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
      du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
      Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"