Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
verdenskloge Mand, der befandt sig saa fortræffelig, saa hædret midt i al
Verdsligheden. Men Stemningen slog om, og han erkjendte nedtrykt,
at han dog ikke var Sandhedsvidnet; han udtalte dette i
flere af de sidste Skrifter, og da han endelig efter nogen Tøven
udsendte de to betydningsfulde Arbejder: «Sygdommen til Døden»
(1849) og «Indøvelse i Kristendom» (1850), hvori Dommen virkelig
var fældet, sætter han ikke sit eget Navn, men «Anticlimacus» paa
Titelbladet og søger paa flere Maader at dække over Modsætningen.
Helst vilde han have haft Mynster til selv at indrømme den;
dernæst vilde han om muligt bevare Fred, saa længe Mynster endnu
levede; og endelig standsedes han af vemodig Sympathi ved Tanken
om al den Nød og Elendighed, han vilde vække i Hjærterne
ved en uforbeholden Optræden. I «Om min Forfattervirksomhed»
og «Til Selvprøvelse» (1851), begge under hans eget Navn, staar
han umiddelbart ved Grænsen.
Da indtraf den tredje Begivenhed i hans Liv. Mynster dør i
Jan. 1854 uden et eneste indrømmende Ord, og Martensen kalder
ham i sin Mindeprædiken et Sandhedsvidne, et af de rette
Sandhedsvidner. Dette var tusendfold, hvad K. behøvede. Den ulykkelige
følte sig, som var han ramt i Hjærtet og Vaabenet vredet rundt
i Saaret. Thi heller ikke den nye Repræsentant for det bestaaende
havde altsaa nogen Indrømmelse. Tvært imod, han forherliger det
bestaaende ved at forherlige Biskop Mynster. Og han bruger netop
dette Ord: Sandhedsvidne, som K. Gang efter Gang havde fundet
alt for ophøjet til Anvendelse i den slappe Nutid. Det Ord, som
han, der i Lidelse og Forsagelse «gjennem hele sit Liv kun havde
villet ét», gyste tilbage for at anvende paa sig selv, dette Ord
brugtes nu, officielt, til at betegne den, som hele sit Liv havde
staaet «nydende, hædret og æret, i klog Overensstemmelse med
Sansebedraget». Over hele hans Livsgjerning er der da altsaa slaaet
en Streg. Den regnes for intet, eller endnu tydeligere: den regnes
for en uvæsentlig, en ligegyldig Taabelighed. Som hin bedrøvelige
Ridder har han kun kæmpet med Vejrmøller, og den bestaaende
Kristenhed er saa uberørt af Kampen, som om denne var foregaaet
paa en anden Klode. Som K. en Gang havde lamslaaet sine
samtidige med «Enten-eller», saaledes har Samtiden nu efterhaanden
lamslaaet ham. Alle disse herlige Værker, betalte med hans Livslykke,
alle disse indtrængende Taler, skrevne med hans Hjærteblod,
vare altsaa gaaede sporløst hen over Slægten. Var der da
«sat Vanvid» mellem ham og de andre? Var det da Kølleslag og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
