Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De egentlige Historikere forholdt sig rolige, kun én fremkom med
vægtige Indvendinger, nemlig Chr. Molbech, der i en udførlig
Anmeldelse i «Maanedsskrift for Litteratur» angreb I.s Maade at
romanisere Historien paa. Dette fortørnede vor Digter i høj Grad,
og i det store polemiske Æventyr «Huldregaverne» (1831), hvor
man (som forhen i I.s Æventyr «Sfinxen») sporer stærk Paavirkning
af den bisarre tyske Digter Hoffmann, angreb han baade med
Humor og ægte Digterlune, men ogsaa stedvis med en vis arrig
Bitterhed alle Fantasihadere og filistrøse Kritikere. «Et helt Aar»,
siger I., «blev min Lyksalighed og Fred forstyrret; men det var
dog en gavnlig og psykologisk nødvendig Kamp for min aandelige
Frihed og Selvstændighed. Først da jeg i denne Strid havde givet
min Indignation og den i 20 Aar tilbagetrængte Retfærdighedsfølelse
Luft, kunde jeg atter med Rolighed fortsætte min poetiske Virksomhed.»
Dette gjorde han med de ovennævnte Romaner og mærkede
snart, at hin Kritik fra de lærdes Side saa lidt havde forstyrret
hans venlige Forhold til Publikum, at den tvært imod syntes at
have forøget hans Læsekreds. En Slags Slutsten paa I.s historiske
Digtning er Romancyklen «Holger Danske» (1837), hvori han med
delvis Benyttelse af den gamle bekjendte Folkebogs Situationer
giver sin ejendommelige Opfattelse af hin nationale Heltetype: en
rask, ridderlig Kæmpe, der altid fægter med aabent Hjælmgitter
og gaar sin lige Vej gjennem Livet; en Mand, der aldrig glemmer
Ærens Love, selv der, hvor de komme i Strid med hans Hjærtes
stærkeste Attraa. Sjælden har vel Digteren behandlet et Stof mere
con amore end dette, sandsynligvis fordi han her ikke generedes
af noget som helst Hensyn til den virkelige Historie, men frit
kunde give Hovedpersonen i sit Digt den Plads i Poesiens Verden,
som denne alt indtog i Folkets barnlige Bevidsthed. Hos Grundtvig
og Grundtvigianerne slog dette Digt særdeles an, og flere af dets
Sange kom til at høre til Folkehøjskolernes mest yndede.
En Digtcyklus af en hel anden Art og Stemning er «Ahasverus
eller Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog» (1833). Gjennem
disse velformede Smaadigte aabenbarer en hel anden Side af vor
Digters Karakter sig, som sjælden bliver paaagtet, naar Talen er
om L, nemlig det i hans Sjæl, der korresponderede med
Prædikerens Ord i det gamle Testamente: «Idel Forfængelighed og en
Jagt efter Vind er alt, hvad der sker under Solen l» Skjønt I.
hverken kunde eller vilde kaldes et Menneske, hvem Lykken havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
