Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til at søge Vartov, og i Maj 1839 blev han udnævnt til Præst her.
Dermed begyndte det sidste Afsnit af hans Liv, der mere havde
Høsttidens end Saatidens Præg, skønt han til sin Død vedblev at
være en Sædemand. Om hans Prædikestol samledes der en stadig
voxende fri Menighed, dannet af alle Samfundslag, og til Vartovkredsen
som Modermenighed sluttede der sig i Aarenes Løb over
hele Landet en Række Menigheder, der delte hans kirkelige og
kristelige Grundsyn, hans Kjærlighed til Fædrelandet, dets Sprog
og dets Minder, og hans lyse Haab til det danske Folk. Og fra
den lille Hospitalskirke banede en levende og livlig Salmesang sig
Vej over en stor Del af den danske Kirke.
I Christian VIII og især i Dronning Caroline Amalie havde
G. længe haft Velyndere. I Kroningsaaret (1840) traadte han frem
med en «Bøn til Majestæten for Danskhed og Modersmaal», en
Opfordring til at aabne en dansk Højskole i Sorø. I 1842, da
Regeringen vilde tvinge Baptisterne til at lade deres Børn døbe,
hævdede han, at baade den kristne Tro og den augsburgske
Konfession forudsætte Trosfrihed, og at Religionstvang snarere øger
end mindsker Spliden i et Rige. Næste Aar satte Dronningen ham i
Stand til atter at gjøre en Rejse til England, som denne Gang
ogsaa blev udstrakt til Skotland, og han vendte hjem, beriget med
mange Indtryk fra det politiske og kirkelige Liv, hvor Bølgerne
den Gang gik højt paa Grund af den Puseyitiske Bevægelse. Ved
Foraarstid 1844 blev han syg, og med den legemlige Sygdom fulgte
sjælelige Lidelser som i hans Ungdom; der var Øjeblikke, i hvilke
han gruede for den aandelige Døds Magt, som han syntes at
mærke i sig. En Hviletid hos et Par af hans Præstevenner og et
Sommerophold ved Strandvejen gjorde ham imidlertid snart fuldkommen
rask og sjælefrisk. Saa snart han havde vundet Sejer over
Anfægtelserne, skrev han: «Sov sødt, Barnlille», og da han i
Begyndelsen af Juli var tilstede ved det store Møde paa Skamlingsbanken,
digtede han flere Sange og holdt en mægtig Tale, der
gjorde et stærkt Indtryk paa hele Forsamlingen. Efter Hjemkomsten
tog han, sammen med Martensen, J. H. Paulli, Kolthoff og J. P.
Spang, fat paa Udarbejdelsen af en ny Salmebog i Steden for den
evangelisk-kristelige (I, 458), men dette Arbejde satte ikke anden
Frugt end det ypperlige «Prøvehæfte», der udkom efter Nytaar 1845.
Da Haabet om at tilvejebringe en tilfredsstillende Afløser af den
rationalistiske Salmebog var glippet, dristede han sig til at lade
«Et Barn er født i Bethlehem» og et Par andre Julesalmer trykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
