Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjelstrup, Adam Gottlob, 1753-1830, Skuespiller og Landskabsmaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forsøg faldt saa uheldig ud, at der var Tale om øjeblikkelig at
afskedige ham. Han fik dog Tilladelse til 10 Dage senere at
forsøge sin Lykke igjen, denne Gang som Arv i «Den honette
Ambition», og vandt da her et ganske exempelløst Bifald.
Forklaringen paa, at G. havde været saa slet den første Aften og saa
fortræffelig den næste, laa i hans egen Person. Han var usædvanlig blond,
næsten hvidhaaret, havde et overordentlig ungdommeligt
Ansigt med bløde, ligesom endnu uudviklede Træk; men
dette Ansigt, der var udtryksløst, naar han som Henrik skulde
spille med det, som det var, blev i Stand til ved nogle ganske
faa Penselstrøg at antage de mest forskjelligartede, løjerligste
Udtryk. G. kunde spille saa omtrent alt muligt undtagen netop sig
selv, og hans Færdighed i at føre Penselen hjalp ham til med
fremragende Dygtighed at kunne maskere sit Ansigt. Denne
diskrete Maskeren af Ansigtet var noget nyt den Gang ved Theatret,
og G. dannede i saa Henseende Skole for den efterfølgende Tid.
Maleriet opgav han ikke, og i sine Fritimer færdedes han meget
ude i Naturen, studerede den, kom i Berøring ude paa Landet
og i Byen med de forskjelligste Mennesker og studerede ogsaa
disse. Og Resultatet heraf var, at G. efterhaanden skabte et rigt
Galleri af de mest heterogene Figurer. Hans Fantasi var
nemlig lige saa rig, som hans Blik var skarpt for Folks Ejendommeligheder,
og føjer man hertil et bredt og saftigt Lune, parret med en
vidunderlig udviklet Evne til at opfatte og tilegne sig enhver
Dialekt, vil man kunne forstaa, at Kunstneren meget hurtig blev
af stor Betydning for Scenen, Jysk, fynsk, sjællandsk og
holstensk talte han med samme Fuldkommenhed, og lige stor var
han, hvad enten han spillede den gamle Gnier, Arv, Bulderbassen,
Jøden eller Gadedrengen. Men havde G. ogsaa et frodigt Lune,
var han til Gjengjæld belemret med en lige saa stor Lunefuldhed,
og denne virkede alt andet end heldig paa hans Kunst. Hvordan
han spillede, afhang ene og alene af, i hvilket Humør han var,
og derfor var han enten uovertræffelig morsom eller ogsaa
fuldstændig slet i sit Spil.
Allerede i Foraaret 1780 følte han sig tilsidesat af sine
overordnede og tog ved Sæsonens Udgang øjeblikkelig Afsked. Hans
Hustru (s. ndfr.) fik ham dog overtalt til atter at gaa til Theatret,
og allerede i Dec. s. A. spillede han igjen og havde kun det
Udbytte af sin Bortgang, at han maatte ansøge om paa ny at faa
fast Ansættelse, hvilken ogsaa gaves ham i Febr. 1781. Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
