Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjem (til sidst endog forlagt hans Bøger) med en storstilet, men
upraktisk Virkelyst og vaaget over sin Mand og sine Børn med
en fuldkommen selvopofrende og ganske ukritisk Kjærlighed. Hvad
O. ved hendes Død skrev om dette sjældne Menneske, hvis Billede
saa ofte møder i hans Poesi fra Valborg til Xanthippe, staar
ikke paa Højde med Hauchs Mindedigt, et enestaaende pathetisk
Mindesmærke om en, hvis Væsen helt igjennem var Pathos. Aaret
efter Hustruens Død rejste O.s yngste Datter, Maria, som han,
især efter den ældste Datters Død, havde sluttet sig meget
fortrolig til, til Norge, hvor hendes Mand, Nordmanden Dr. W. Konow,
havde kjøbt en Ejendom ved Bergen, og den gamle Digter var
nu meget ene. Om Sommeren havde han ved Christian VIII’s
Velvilje Bolig paa Fasangaarden ved Frederiksberg Slot, men
foretog i de første Aar, efter at have holdt sig saa længe hjemme,
nogle Rejser til Udlandet. I 1843 var han i Norge for at besøge
sin Datter og fuldendte her den uheldige Tragedie «Erik Glipping».
I 1844 gik han med sin yngste Søn William, der var hans stadige
Selskab, paa en lang Udenlandsrejse og opholdt sig længe i Paris,
der var den By, han elskede mest. Thi, skrev han til en Ven
(Fr. Hebbel), «levende er Paris i højeste Grad, og det føler enhver,
som elsker det levende». Karakteristiske Indblik i hans Sjæleliv
paa denne Tid giver Romancen «Tanhuser i Venusbjærget», nok
saa meget som Skuespillet «Landet fundet og forsvundet» (med
den om Romantismens stilistiske Kategorier mindende Undertitel
«et nordisk Heltespil»), som han foruden et Par mindre betydelige
Skuespil forfattede her i Paris, der ogsaa var den By, hvori han
bedst kunde arbejde. Det er ellers et Tidens Tegn, at baade i
det nordiske Heltespil og i Tragedien «Erik Glipping» staar der
over for Sværmeren eller Skjalden «en fornuftig Mand» - en
Tidstype, som O. havde haft over for sig i Borgertiden i sin
Ungdom og nu følte vende tilbage i Bourgeoistiden paa hans gamle
Alder.
Efter Hjemkomsten skrev han atter et gammelnordisk Digterværk,
Tragedien «Amleth», hvortil han vistnok havde faaet Ideen
ved i Paris at se en efter hans Mening yderst skabagtig
Fremstilling af Shakspeares «Hamlet», som han hørte Victor Hugo rose.
I Stedet for en saadan fransk-hysterisk Hamlet vilde han (paa
Grundlag af Saxo) give en nordisk-historisk, heroisk Amleth, som
dog unægtelig er bleven meget mindre interessant end Shakspeares
Figur. Men Stykket, der blev opført paa O.s 67. Fødselsdag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
