Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worm, Ole (Oluf), 1588-1654, Læge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Forslag til Kong Frederik III om at lade største Delen af
de i «Mon. Dan,» beskrevne Runestene med Undtagelse af de
norske og gullandske føre til Kjøbenhavn for at sikre dem mod
Ødelæggelse. Da Kongen billigede Planen, udstedtes 9. Febr. 1652
et Brev til Lensmændene «anlangende Monumenter og Stene med
Runebogstaver paa at hidskikke», hvori det paalagdes dem snarest
muligt at sende de nærmere opgivne Stene til Kjøbenhavn.
Heldigvis blev denne Befaling dog udført i meget ringe Udstrækning,
i det kun 11 Runestene indsendtes, af hvilke de otte forsvandt
under Ildebranden 1728. Paa Grund af Pesten 1654 og W.s Død
under denne blev hele Sagen stillet i Bero.
I nøje Forbindelse med W.s Virksomhed paa Runologiens
Omraade staar hans Interesse for den gamle danske og islandske
Litteratur. Ved Gave fra en unævnt Ven var han kommen i
Besiddelse af det mærkelige Runehaandskrift af Skaanske Lov, hvortil
der af en yngre Haand ligeledes med Runer var føjet to danske
Kongerækker og en Bestemmelse om Grænseskjellet mellem
Danmark og Sverige. Runehaandskriftet bestyrkede W. i den Mening,,
at Runerne tidligere havde været brugte i Norden ikke blot i
Indskrifter paa Stene, men ogsaa som almindelig Bogskrift. For at
bevise Rigtigheden af denne Antagelse udgav han de sidstnævnte
Stykker af Haandskriftet med Runer, latinsk Oversættelse og
Anmærkninger («Regum Daniæ series duplex et limitum inter Daniam
et Sveciam descriptio», 1642). Da nogle Blade i denne Del af
Haandskriftet senere ere tabte, maa W.s Udgave ogsaa her for en
Del erstatte Originalen.
Sin Interesse for den islandske Litteratur lagde W. for Dagen
ikke blot ved paa mange Maader at opmuntre Islænderne til at
granske deres gamle Sprog og Litteratur, men ogsaa ved selv at
udgive den norske Præst Peder Clausen Friis’ Oversættelse af de
norske Kongesagaer («Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica»,
1633) og den islandske Ordsamling, som Magnus Olafsson havde
udarbejdet efter hans Opfordring («Specimen lexici runici», 1650),
Efter Udgivelsen af «Mon. Dan.» nød W. i lange Tider en
saadan Anseelse i Danmark som Runolog, at den ene Forfatter
efter den anden aftrykte hans Tolkninger som Videnskabens sikre
Resultater uden at ændre noget deri. P. Resen slutter sig i «Atlas
Danicus» i Regelen fuldt ud til W., hvem han i Anledning af en af
hans mest fantastiske og urimelige Forklaringer (af Indskriften paa
Vordingborgstenen) priser som de fædrelandske Oldsagers snildrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
