Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiehe, Frederik Wilhelm, 1817–64, Filolog - Wiehe, Johan Henrik, 1830–77, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
reliquiis synonyrnicæ artis Græcorum»; mest bekjendt er han dog
bleven ved sine dygtige, kommenterede Udgaver af en Række
platoniske Dialoger (3 Hæfter, Kbhvn. 1848-51), som have været
meget benyttede til Skolebrug. Andre Smaaafhandlinger af ham,
ogsaa om dansk Sprog, findes i «Nordisk Tidsskrift for Filologi».
Avtobiografi i Kbhvns. Univ. Indbydelsesskrift ved Reformationsfesten 1856.
Hundrup, Filol. Kandidater I, 108 f.
Progr. fra Aarh. Kath. 1864 S. 72.
Erslew, Forf. Lex.
M. Cl. Gertz.
Wiehe, Johan Henrik, 1830-77, Skuespiller. J. W., der er
Broder til ovenfor nævnte A. W. Wiehe, var født 15. Okt. 1830 i
Kjøbenhavn, deltog som frivillig i Felttogene 1849 og 1850 og
udnævntes 1851 til Lieutenant, men 1858 tog han sin Afsked for at følge
den nedarvede Længsel mod Theatret, der havde ført hans to ældre
Brødre Michael W. (S. 555) og Wilhelm W. (S. 548) op paa Scenen,
og som ogsaa bankede i hans Aarer. Efter en Prøve for det
kongl. Theaters Direktion ansattes han i Marts 1858 paa 2 Aar, og
21. Maj s. A. debuterede han som Figaro i Mozarts Opera
«Figaros Bryllup». Rollen passede ikke W. synderlig godt, hans svære,
næsten plumpe Skikkelse og hans stærke, næsten grove Stemme
stemmede ilde til Figaros vævre Glathed, og sagtens har han
ogsaa brugt sin Sangstemme mere til at skaffe sig hurtig ind paa
Theatret, end fordi han vilde være Sanger hellere end Skuespiller.
W. fik da heller aldrig noget stort Operarepertoire, dog maa det
nævnes, at han som Johan i «Ungdom og Galskab» lagde en
komisk Bredde for Dagen, der havde fortjent en forstaaende Pleje.
Ogsaa paa Skuespillets Omraade sultefødedes W. med Smaaroller,
indtil han 1867 som Bothwell i Bjørnsons «Maria Stuart i Skotland»
aabenbarede en storslaaet Kraft og en ubændig Voldsomhed, der
paa samme Tid forbavsede og betog. Men heller ikke dette
Varsel, dette Stormvarsel agtede Theatret paa, men gav ham
Oehlenschlägers Palnatoke og andre deklamerende Kæmper, og
W. troede til sidst, at han i disse ydede noget udmærket, han
regnede saaledes Ørnulf i «Hærmændene paa Helgeland» for sin
ypperste Rolle, og i denne lød 30. Maj 1875 nans Stemme sidste
Gang paa Scenen. Den Selvtillid, der havde ligget bag hans
Tunghed, steg kort efter til Sindssygdom, og 22. Jan. 1877 døde
han, der Juni 1876 var bleven afskediget af Theatrets Tjeneste, paa
St. Hans Hospital ved Roskilde. – W. havde 18. Maj 1865 ægtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
